Det startede med ”Flyvere i natten” og nu kan undertegnede senioranmelder bare ikke få nok af den franske forfatter og pilot Antoine de Saint-Exupérys fabelagtige fortællinger om flyvning og kærlighed i mellemkrigsårene. Derfor denne tredje anmeldelse. Denne gang af ”Blæsten, Sandet og Stjernerne”, hvor Saint-Exupéry faktisk formår at tage fortællingen til nye højder.

For ”Flyvere i natten” og ”Postflyveren” er fantastiske – hvilket jeg vist også fik sat tykke streger under i anmeldelserne. Men ”Blæsten, Sandet og Stjernerne” fra 1939 er på imponerende vis endnu bedre.

Fortalt i jeg-form får vi i denne omgang det, der vist nok er Saint-Exupérys egen fortælling om sine farefulde oplevelser som postflyver i Nordafrika. Om kammeraterne, flyvemaskinen, planeten, oasen og ørkenen. Jeg-formen virker fantastisk og er med til at trække os endnu tættere på end i fortællingerne om piloterne i ”Flyvere i natten” og ”Postflyveren”.

Mest fængslende er kapitlet om flystyrtet i ørkenen et sted i nærheden af Nilen og den desperate overlevelseskamp, som Saint-Exupéry og mekanikeren gennemgår med hallucinationer og meget andet. Så detaljeret og præcist beskrevet i så fantastiske vendinger, at man ikke kan lægge bogen fra sig før man ved om de klarer den.

De klarer den. Men paradoksalt nok, så dør Saint-Exupéry kun fem år efter at han skrev ”Blæsten, Sandet og Stjernerne” under en rekognosceringsflyvning over Middelhavet i 1944 under Anden Verdenskrig.

Og ja. Rigtig gættet. Snart kaster jeg mig over ”Krigsflyver”, men presser lige en politisk biografi ind til afveksling.

Antoine de Saint-Exupéry: Blæsten, Sandet og Stjernerne. Lindhardt og Ringhof, 1995. 159 sider.