Efter at have læst “Flyvere i natten” får man unægteligt appetit på flere af den franske pilot og forfatter Antoine de Saint-Exupérys fortryllende værker. Hvad er derfor mere oplagt end at give sig i kast med hans debutroman “Postflyveren”, der er endnu mere fortryllende og forførende end “Flyvere i natten”.

Vi følger postflyveren Jacques Bernis på hans farefulde flyvning fra Toulouse via stop i Afrika, over Atlanten til Sydamerika. Og på hans tumultariske kærlighedsrejse i ugerne og dagene op til flyvningen. Her finder han og barndomsveninden Geneviève langt om længe hinanden kort inden Bernis må drage ud på den flyvetur (spoiler alert), som skal vise sig at blive hans sidste. Saint-Exupéry afslutter nemlig “Postflyveren” på samme måde, som han lader “Flyvere i natten” slutte. Ved (sandsynligvis) at lade helten og hovedpersonen dø til sidst.

“Postflyveren” er skrevet i 1938. I en tid hvor flyvning – og især flyvning om natten – var en risikabel affære. Ikke mindst når turen gik over Saharas golde ørken, sådan som den gjorde det for vores postflyver. Saint-Exupéry formår på fornem vis at indføre os i flyvningens forunderlige univers og holde os fanget. Samtidig mixer han det med ulykkelig kærlighed. Et mix vi ikke fik i “Flyvere i natten”, som var en mere rendyrket fortælling om postflyvningen i Sydamerika og de faldgruber og udfordringer, der var forbundet hermed.

Med sine 102 sider er der ikke tale om et digert værk. Men fortællingen er alligevel så kompakt og intens, at 102 sider er alt rigeligt. “Postflyveren” er en fremragende lille magisk fortælling, som alle bør læse. For Saint-Exupéry var meget mere end “Den lille prins”.

Inden han i 1944 forsvandt på en rekognosceringsflyvning (naturligvis) over Middelhavet, havde han skrevet en hel perlerække af bøger, hvor flyvningens forunderlige verden spillede en stor rolle. Og undertegnede er da også allerede i gang med “Blæsten, sandet og stjernerne”. Mere om den senere.

Antoine de Saint-Exupéry: Postflyveren. Lindhardt og Ringhof, 1995.