Anmeldelse på baggrund af anmeldereksemplar modtaget fra Politikens forlag.

Der er masser af positive tillægsord at sætte på Colson Whiteheads ”Den underjordiske jernbane” for det er ganske enkelt en enestående roman. Den har da også vakt opsigt. Daværende præsident Obama fremhævede den som en af hans sommerbøger i 2016. Den har modtaget nogle af de fineste udmærkelser på det engelsksprogede bogmarked; Pulitzer-prisen 2017, National Book Award 2016 og The Andrew Carnegie Medal for Excellence 2016. Og så er den udsendt i Oprah Winfreys bogklub.

Vi er i Georgia, i det dybe syd, nogle år før den amerikanske borgerkrig. Her er sekstenårige Cora slave på en bomuldsplantage, hvor ondskab, ydmygelse og fornedrelse er daglig kost. Da hun var 11 år, flygtede hendes mor, og det lykkedes hende tilsyneladende som en af de få ikke at blive fanget og bragt tilbage. Cora kan derfor ikke have sin egen hytte, og af sted med hende til Hob-hytten sammen med dem, der var forvandlet til krøblinge af forvalterens afstraffelser, sammen med dem, som var knækket af det hårde arbejde, og sammen med dem der havde mistet forstanden.

Myten om moderens flugt gør det lettere for den unge mandlige slave Caesar at lokke Cora med på flugt. Det lykkes akkurat for dem at nå frem til en station på den myteomspundne underjordiske jernbane, der fragter undvegne slaver nordpå mod et forhåbentligt bedre liv.

Her leger Whitehead med virkeligheden, og det bliver et stærkt fortælleteknisk greb. Der fandtes ingen underjordisk jernbane. Der er tale om en metafor for et netværk af sympatisører, der hjalp slaver på flugt fra undertrykkelsen i sydstaterne. Men i bogen føres Cora og Caesar under jorden til jernbanen, og de kører gennem mørket i slidte og beskidte togvogne. I første omgang føres de til South Carolina. Her er skyskrabere og en kultur, der ved første øjekast fremstår mere moderne og frisindet end Georgia. Men vanviddet lurer lige under overfladen, og Cora finder hurtigt ud af, at sorte skal drives ud af staten. Bliver de, er der kun ét sted for dem – for enden af et reb.

I hælene på Cora og Caesar er slavejægeren Ridgeway, en helvedeshund, der siden sin tidlige ungdom har jagtet, tævet, torteret og bortført slaver for at sælge dem tilbage til deres oprindelige ejere, uanset om de formelt har opnået deres frihed eller stadig er på flugt. Han er besat af Cora og skyr ingen midler i sine forsøg på fange hende og få hende tilbage til pinslerne i Georgia. Jagten tilføjer fortællingen et element af umiddelbar spænding, og den driver handlingen frem.

Man er således både underholdt og rystet undervejs. Whitehead skildrer mange aspekter af slaveriet, herunder den ekstremt svære situation for sorte, som nåede det forjættede nordlige USA. Sproget er fortættet, og mange steder siges der rigtig meget med få ord. ”Den underjordiske jernbane” kaster på fornemste vis lys på et af de sorteste kapitler i amerikansk historie. Skulle man efter endt læsning få lyst til at dykke mere ned i slaveriets historie, vil jeg varmt anbefale Jørn Brøndals ”Det sorte USA”, som også er anmeldt her på bogblogger.dk.

Colson Whitehead, Den underjordiske jernbane, Politikens Forlag, 299 sider, 2017, Oversat af Vibeke Houstrup Christensen