Genteknologien og nye analyseformer ved at revolutionere arkæologien og vores forståelse af fortiden. Det kan man fortælle om på mange måder. Den svenske videnskabsjournalist Karin Bojs gør det ved at få sin egen arvemasse analyseret og bruger det til at fortælle en større historie om menneskets udvikling og indvandring til Sverige gennem tiderne. Det gør hun fremragende.

Det begynder med udvandringen fra Afrika. Den foregik med flere menneskearter, i flere omgange. Engang, for omkring 54.000 år siden, i det nuværende mellemøsten, skete der en blanding mellem homo sapiens og neanderthalerne. Det fortæller en lille rest af neanderthaler-dna i nulevende menneskers dna. Det bruger Karin Bojs til at fortælle historien om de første europæiske mennesker. Hvordan de levede, hvad de troede på, deres efterladenskaber.

Med stor indsigt og fornemmelse for formidling tager hun os med rundt til nogle af de centrale fundsteder: Cro Magnon i Frankrig, Cypern, Tyrkiet, Tyskland, Stonehenge og mange andre steder. Her formidler hun nyeste viden om fortiden videre, og ridser de mange ubekendte op, ligesom læserne præsenteres for de store gennembrud.

Indtil for nylig var det eksempelvis et åben spørgsmål om landbruget kom til Sverige og resten af nordeuropa (dvs også Danmark) som følge af en indvandring af bønder eller fordi jægerbefolkningen lærte af bønderne længere sydpå. Nu viser gen-analyser, at landbruget kom med en ny befolkning, der blandede sig med den gamle. Også forfatterens egen arvemasse påviser spor af både istidens jægere og mellemøstlige bønder. Fra Historien om Danmark kender vi allerede yamnaya-folket, der kom fra de centralrussiske stepper med lys hud, heste og ikke mindst evnen til at drikke komælk, og her bliver deres historie foldet endnu mere ud.

Mennesket har altid vandret, skrev den danske arkæolog Jeanette Varberg, og det gør det så sandelig også i Karin Bojs’ fortællinger. Hver gang større befolkningsgrupper har trukket teltpælene op og begivet sig på vandring trækker det spor gennem historien og gennem efterkommernes dna. Spor, der kan findes, vurderes og lægges sammen, og dermed er med til at fortælle historien om vores forfædres bevægelser fra istidsjægere til moderne svenskere/danskere.

Karin Bojs’ helt unikke gener bliver en arketype for vores alle sammens arvemasse og kortlægger ikke bare hendes families fortid, men vores samfunds og vores allesammens forfædres. Vi har måske ikke helt den samme haplo-type, men grundlæggende er vi del af samme historie.

Min europæiske familie forklarer og fortæller så også lægfolk kan være med. De mange fund perspektiveres og sættes ind i en sammenhæng, så det giver mening og de svære begreber som mitokondrier og haplotyper og mange andre videnskabelige termer forklares, så man ikke behøver at have en doktorgrad for at forstå det. Det er tydeligt, at vi har at gøre med en erfaren formidler af svært, videnskabeligt stof.

Karin Bojs bog er spændende, velfortalt videnskabsformidling, der i hjemlandet Sverige har vundet flere priser, og det er en klar anbefaling til alle danskere med interesse for videnskab, for fortiden og for vores fælles historie.

Karin Bojs: Min europæiske historie i de sidste 54.000 år. Lindhardt og Ringhof, 2016. 471 sider.