Er det kun i Hollywood, at man kan gå fra vagabond og hjemløs uden en krone på lommen, til en dag at blive en højt respekteret samfundsborger og reformator med selveste præsidenten som nær ven?

Nej, det kunne danskerne Jacob A. Riis også i virkeligheden, og i “Den ideelle amerikaner” fortæller journalisten Tom Buk-Swienty den forbløffende, tankevækkende og sande historie om ripenseren med den stærke vilje.

Ulykkelig kærlighed tvinger Riis til at udvandre til USA i 1870. Her må han de første mange år hutle sig igennem fra det ene elendige småjob til det andet, og derfra videre til herberg i det allerfattigste slum i New York. Men en ukuelig vilje og tanken om hans ulykkelige kærlighed, Elisabeth, driver ham frem i verden.

Da først Riis får held i sprøjten og han langsomt bygger sit eget lille avisimperie op og bliver politireporter på en af tidens store New Yorker-aviser, glemmer han ikke hvor han kommer fra, og han vier sit liv til at bekæmpe de usle lejekaserner i New York og det politiherberg, hvor han i starten af 1870’erne på sit livs sorteste dag oplevede sin største ydmygelse. 25 år senere vender han tilbage, sammen med Theodore Roosevelt, der på det tidspunkt er politipræfekt i New York. Næste dag er herberget revet ned.

Sit store gennembrud får Riis i 1890, hvor han udgiver det revolutionerende værk “How the other half lives” om livet i slummen. Den som fører til at han i 1895 for første gang møder den senere præsident, Theodore Roosevelt, som han får et særdeles nært, nærmest broderligt, forhold til. Samtiden kendte Riis som journalist og reformator. Det er først omkring 40 år efter sin død, at en ivrig fotograf finder de billeder Riis også tog af slummen i 1880’erne og 1890’erne, og laver en udstilling ud af dem. Noget der er med til også at gøre Riis husket som fotograf.

Der er ingen tvivl om at Riis’ liv er en fantastisk fortælling, men det der især hæver denne bog op over mængden og gør den til en af de bedste jeg har læst nogensinde, er at Tom Buk-Swienty har været grundig helt ud over det sædvanlige i sin research. Dag for dag beskriver han hvad Riis tænker og føler i de dramatiske år som vagabond på samfundets bund, med en detaljerigdom, der får en til nærmest at føle at man sidder der på fortovskanten sammen med Riis.

Samtidig er bogen ikke bare om Riis, men lige så meget om New York og det unge USA i 1870’erne, 80’erne og 90’erne. Dermed giver Buk-Swienty os i virkeligheden to bøger flettet sammen på elegant manér. Noget der har krævet research ud over det sædvanlige.

Hvis jeg alligevel må smide bare en lille smule malurt i bægeret, så tillad mig at efterlyse en tidslinje over Jacob Riis’ liv. Med så stor detaljerigdom og så begivenhedsrigt liv, havde det været et særdeles nyttigt redskab for læserne til at bevare overblikket.

Før jeg tog “Den ideelle amerikaner” ned af boghylden, hvor den havde stået siden jeg fik den af svigerfar i jule- eller fødselsdagsgave for et par år siden, havde jeg aldrig hørt om Jacob A. Riis. Men det skal jeg love for jeg har nu. Bogen er medrivende i en grad som jeg sjældent har oplevet. Man bliver næsten helt trist over at nå til sidste side.

I en tid hvor alle der bare har været nævnt i medierne et par gange tilsyneladende skal skrive sine erindringer, er “Den ideelle amerikaner” et helt igennem gennemført modsvar på de overfladiske livsfortællinger, som jeg synes der sprøjtes ud fra forlagene i disse år. Gedigent håndværk og en betagende fortælling. Så bliver det ikke meget bedre.

Tom Buk-Swienty: “Den ideelle amerikaner – En biografi om journalisten, reformisten og fotografen Jacob A. Riis”, Gyldendal 2005, 462 sider.