Den sovjetiskfødte danske journalist og mangeårig Ruslands-korrespondent Samuel Rachlin har begået et intet mindre end fremragende værk om Den kolde krig.

Uanset om man var voksen, ung eller barn under Den kolde krig – eller blot har hørt sine forældre med bekymret mine fortælle om “krigen”, så bør man læse bogen, der på fornem vis tager os med hele vejen fra Jalta-konferencen i de sidste måneder af Anden Verdenskrig i 1945 til Berlinmurens fald i 1989.

Rachlin starter ud med grundigt at gennemgå forhandlingerne mellem Sovjetunionen på den ene side og USA og Storbritannien på den anden side i Jalta. Det var her man aftalte spillereglerne og “fordelte” Europa og det tabende Tyskland imellem sig. Rachlin giver os fortællingen om hvor beregnende Stalin var og hvordan det på lange stræk lykkedes ham at snyde både Roosevelt og Churchill.

Herefter går det slag i slag med en kombination af kronologisk gennemgang og punktnedslag på de vigtigste begivenheder, så som oprøret i Ungarn i 1956, Cubakrisen i 1962 og foråret i Prag i 1968. Man sidder dog tilbage med en fornemmelse af at det er stukket lidt af for Samuel Rachlin i skriveprocessen. For perioden fra 1945 til 1968 fylder de første godt 350 sider, mens de sidste 20 år fylder de sidste godt 100 sider.

Man kunne godt ønske sig, at Rachlin havde behandlet de sidste år med lige så stor grundighed som første år. Simpelthen fordi han gør det så fremragende. Men så var bogen blevet en mursten på 600 sider eller mere. Og det havde nok skræmt nogle væk. For lige under 500 sider signalerer gedigent og grundigt værk, der er værd at betale for – uden at det bliver for stor en mundfuld at komme igennem.

Den røde tråd i fortællingen er de skiftende sovjetiske ledere. Stalin, Khrusjtjov, Breznjev, Andropov og til sidst Gorbatjov. Og det giver rigtig god mening. For det første sidder de alle undtagen de to sidste længere tid end de skiftende amerikanske præsidenter; Roosevelt, Truman, Eisenhower, Kennedy, Johnson, Nixon, Carter, Reagan og Bush.

For det andet er Sovjetunionens gøren og laden under Den kolde krig i langt højere grad drevet af Stalin eller Breznjevs personlige holdninger og ideer, end det er tilfældet i den anden lejr. Kun Reagans tiltag kan til nøds måle sig med det. Eksempelvis var Cubakrisen mere eller mindre fremkaldt af Khrusjtjovs soloprojekt med at opstille missiler på Cuba. Og blokaden mod Vestberlin i 1948 var et Stalin-projekt, som endte med at blive eklatant selvmål for den sovjetiske diktator, da det lykkedes Vesten at forsyne vestberlinerne i mere end et år ved hjælp af en massiv luftbro.

Som et elegant krydderi putter Rachlin små bider af sin egen livshistorie ind undervejs. Ikke for meget. Lige tilpas. For Samuel Rachlins liv er om nogens også fortællingen om Den Kolde Krig.

Samuel Rachlin blev født i Sibirien i Sovjetunionen af en dansk-estisk mor og en russisk far, der, før Rachlin blev født, var blevet deporteret af Stalin til Sibirien sammen med mange andre. Efter 16 år i Sibirien lykkedes det i 1957 for familien Rachlin at komme til København og Vesten. De 16 år har forældrene selv skrevet om i bogen “16 år i Sibirien”.

Senere bliver Samuel Rachlin journalist og DR’s mangeårige Moskva-korrespondent. Så de små bider livshistorie pakker tingene ind på fornem vis.

Desuden bruger Rachlin sine blændende analytiske evner til at binde trådene fra denne vigtige historiske periode sammen.

Det er sjældent en bog giver en lyst til at læse mere om Sovjetunionens tidligere leder, Nikita Khrusjtjov. Men det gør “Bag Den Kolde Krigs Tåger”. Og så giver den en lyst til at læse en to’er, hvor Rachlin dykker dybere ned i Den kolde krigs afslutning med Reagan og Gorbatjov i hovedrollerne.

Samuel Rachlin: Bag den kolde krigs tåger. Kristelig Dagblads Forlag, 2016. 493 sider.