Jeg forstår godt, at Katrine Nørregaard vandt Politikens Romankonkurrence 2016 for ”Løgnerens hus”. Flere gange under læsningen tog jeg mig selv i at tænke: ”Hun er altså kun 22 år, og alligevel skriver hun så godt og med så megen indlevelse!”

Kristians død sender hans kone Karen, datteren Louise, barnebarnet Ida, svigersøn og hund på ferie i sommerhuset Lykkebo. Et sted, ingen af dem kender til. Her levede Kristian de 20 år, hvor han var væk fra sin familie.

Datteren Louise manglede sin far i hele sin barndom og kunne aldrig rigtig forstå, hvorfor han forsvandt. Ifølge hendes mor tog Kristian væk fra dem for at skrive, som var hans arbejde, men jo mere der bliver ryddet op i sommerhuset, jo flere lag bliver der skrællet af familiens historie. Louises historie er et tydeligt eksempel på, at lykken ikke nødvendigvis er at finde i Lykkebo. Hendes mand og papsøn tager også med i Lykkebo, hvilket er en hel historie i sig selv.

Persongalleriet er begrænset, velfortalt og pålideligt – vi følger primært de tre kvinder, som forsøger at mødes, mens de hver især ønsker at komme væk. Forfatteren skifter fra den ene fortæller til den anden, og det fungerer. Som med andre gode bøger ærgrede jeg mig lidt, da jeg nåede til den sidste side, for jeg ville så gerne vide, hvad der nu ville ske med Ida osv. Dertil er det jo så rart, når forfatteren laver en lille epilog med en snert af karaktererens videre færd. Det er så trygt.

Løgne, fordækte forhold og gamle hemmeligheder bliver livet op både i fortiden og nutiden, og trådene fungerer altså ret godt. Katrine Nørregaard formår at holde fortællingen om Karen, Louise og Ida på et niveau, hvor man forestiller sig, at dem kunne man da godt være gået forbi en dag i et sommerhusområde tæt på vandet. Det er plausibelt og fortalt i et tempo, der er ganske jordnært. Sproget er nemt og behageligt at læse. ”Løgnerens hus” kan jeg varmt anbefale.

Løgnerens hus, Katrine Nørregaard, Politikens Forlag, 320 sider, udgivet 11. november 2016