Talon-serien er en vaskeægte Romeo og Julie historie, bare med drager, surfing og mere avanceret våbenteknologi.

I en verden hvor drager kan morfe til menneskeskikkelse, og Sankt Georg-ordenen er de eneste mennesker, der kender til deres eksistens, skal to unge drager påbegynde næste fase i deres oplæring: assimilér og infiltrér. Ember og hendes tvillingebror Dante sendes til Crescent Beach for at lære at begå sig blandt menneskene.

Garrets soldaterkammerater kalder ham den ultimative soldat. Han er opvokset i Sankt Georg-ordenen, hvor han er blevet trænet som dragejæger. Hans nye mission: find og uskadeliggør dragen på Crescent Beach.

Talon er dragernes øverste myndighed. De gamle drager styrer med diktatorisk strenghed dragenes liv ned til mindste detalje. De forlanger fuldstændig lydighed, og eventuelle oprørere henrettes uden nåde. Men det er alligevel lykkedes nogle at slippe væk. Oprøreren Cobolt udvider langsomt men sikkert sit netværk. Han finder de unger, der ikke har lyst at leve som Talons slaver, og befrier dem. Hans næste mål, Ember, skal vise sig at være hans hidtil mest risikable…

Surfende drager er en af de bedste og mest originale idéer, jeg længe har læst. Ember kan selvfølgelig ikke bare forvandle sig til en drage og flyve midt blandt alle menneskene, så hun gør det næstbedste, hun surfer. Men der er to ting i den forbindelse, der undrer mig. Hvordan kan dragerne ændre skikkelse? Det er umiddelbart den eneste magi i de to første bøger. Den eneste forklaring er, at der engang var mere magi, men det er nu forsvundet. Efterladt er denne ene evne, som alle drager til gengæld kan benytte, uden at det kræver noget som helst i form af træning, magiske artefakter eller lignende. Det er et underligt hul i world-buildingen som forhåbentligt fyldes ud i den sidste bog.

Det er også irriterende at Ember konsekvent refererer til ”dragen indeni hende”, som var der tale om en helt anden person ”skuffelsen bredte sig i min krop, og jeg anede for en gang skyld ikke, om den kom fra mig eller min drage”. Det sker for det første HELE TIDEN, og for det andet er det ærgerligt, at man får fornemmelsen af, at hun ikke er drage, når hun er i menneskikkelse. Det gør det hele lidt mindre fantastisk.

Jeg mødte Kagawa til et arrangement på Odense Hovedbibliotek, og benyttede muligheden til at spørge hende, hvad hun mener definerer YA-genren. Hun svarede prompte, at det udelukkende er hovedpersonernes alder og mindre eksplicit sex (hun er jo amerikaner). Jeg er fuldstændig enig med hende i det første, og derfor undrer det mig, at hun for eksempel har inkluderet et afsnit, hvor dragen Cobolt generes over lugten af cigaretrøg i en taxa. Prøv at sige det langsomt: dragen kan ikke tåle lugten af røg. Det er belærende på en måde, man ikke ville finde i voksenlitteratur, og går igen ud over world-buildingen.

Alt i alt er bøgerne underholdende, men der er mange småting som redaktøren burde have slået ned på. Det ødelægger imidlertid hverken spændingen eller mystikken omkring Talon-organisationen, som er en fantastisk skurk. Derfor glæder jeg mig trods alt til at læse sidste bind. Især fordi Kagawa har en forkærlighed for det tragiske. Hun betroede publikummet i Odense at havde hun skrevet Harry Potter-bøgerne, havde hun ladet Harry dø til sidst. Hun elsker nemlig at få sine læsere til at græde snot, og jeg er sikker på at Talon-serien ikke er en undtagelse.

Julie Kagawa, Sagaen om Talon, Harper Collins Nordic, Dragerne, maj 2016, 412 sider, Oprørerne, september 2016, 396 sider