Erik Scavenius må være en af de mest hadede mænd i Danmarkshistorien – kun overgået af Corfitz Ulfeldt. Den begavede, dameglade og viljestærke godsejersøn har et imponerende cv, men i nutiden huskes han kun for samarbejdspolitikken, der blev hans skæbne – personligt, politisk og moralsk.

Vi bliver aldrig færdig med at diskutere samarbejdspolitikken herhjemme. Erik Scavenius var ikke bare symbolet på samarbejdspolitikken, han var samarbejdspolitikken og den havde formentlig ikke været mulig uden ham.

Han var oprindelig diplomat, men blev radikal udenrigsminister under 1. verdenskrig – hvilket desværre ikke dækkes ret meget i bogen – hvor han holdt Danmark ude af krigen og balancerede mellem stormagternes krav. I 1932 meldte han sig ud af de radikale, og efter 9. april bliver han noget modvilligt indkaldt til samlingsregeringen som upolitisk udenrigsminister af Stauning og Christian X.

Scavenius har et helt livs erfaring i at forhandle med og mod Tyskland, og den bruger han til en særdeles imødekommende linje, ofte konflikt med den øvrige regering og kongen, for slet ikke at tale om modviljen i store dele af befolkningen. Hans strategi er at imødekomme nazisternes krav, ofte forudse dem inden de bliver fremsat, og i øvrigt holde Danmark mest mulig ud af Hitlers bevidsthed og håbe på, at krigen snart er ovre. Det betød ikke, at hans politik ikke havde principper – ingen nazister i regeringen, ingen jødelove og ingen henrettelser af sabotører var de tre betingelser bag samarbejdspolitikken – men i såvel samtidig som efterkrigstid stod Scavenius som principløs, tyskvenlig (om end Stauning påstod at det var noget vås, for Scavenius var slet ikke venlig) og symbolet på den danske underkastelse.

I Birgithe Kosovics biografiske roman – dejlig præcis beskrivelse – kommer vi helt ind i sovekammeret hos Scavenius, der ligesom Stauning var noget af en skørtejæger. Vi er med, når han forelsker sig i den usædvanlige Emma, der blev hans kone gennem 40 år, og vi er med, når han som gammel forelsker sig igen i en ung kvinde. Det damper af sex, det er personligt og det er vanvittigt godt skrevet med en fantastisk blanding af knappe dialoger, præcise beskrivelser og et vågent øje for de små detaljer.

Til gengæld savner jeg især i bogens første halvdel en smule præcision og refleksion over de politiske valg, herunder hvordan Scavenius overhovedet havnede i en rolle, hvor det var ham, der måtte hentes ind til samlingsregeringen. Bogen vægter det personlige liv mere end det politiske, og det er måske lidt synd – vi vil gerne være med til kærlighedsaffæren, der gør den notorisk tilknappede Scavenius menneskelig – men vi læser trods alt med, fordi vi vil ind i maskinrummet og de moralske overvejelser hos hjernen bag samarbejdspolitikken.

Det ændrer nu ikke på, at jeg glæder mig til det annoncerede andet bind om Scavenius – dette bind slutter med telegramkrisen, hvor Christian X. får fornærmer Hitler så regeringen må omdannes og Scavenius må påtage sig rollen som statsminister.

Birgithe Kosovic: Den inderste fare, 2016. Politikens forlag, 389 sider.