En masse mennesker på en forskningsstation på Grønlands indlandsis findes dræbt af bogens hovedperson. Den eneste fra stationen, der er væk, er hovedpersonens kæreste. Med skvæt af olie, atomvåben og stormagtspolitik i gryden bør der være lagt i kakkelovnen til et brag af en spændingsthriller.

Den danske forfatter Robert Zola Christensens bog ender dog med at være et fesent halvkvalt nytårsknald, i det forfatteren ikke formår at folde historien ud. Vi får ikke alle mellemregningerne og får ikke kørt spændingen højt nok op. Brikkerne falder pludselig på plads uden at det for alvor er blevet mystisk, dragende og fængslende spændende.

Til gengæld får vi en masse lettere ubrugelige oplysninger om geologi og lignende, som ikke tilfører historien noget. Det betyder blot, at man som almindelig læser uden den store geologiinteresse skimmer henover siderne til man finder mere egentlig handling.

Ingredienserne er der. Og forfatteren har da også fat i noget. Han formår dog ikke at få det bedste ud af sine råvarer. Især den forsvundne kærestes historie kunne godt være uddybet og have fyldt meget mere, hvilket havde givet bogen langt mere tyngde.

Robert Zola Christensen: Is i blodet. Gyldendal, 2013. 320 sider.