Amalie Laulund Trudsø: Sommerhus
Amalie Laulund Trudsø debuterede i 2013 med en fin bog med korte tekster om livet som ung kvinde i København. Bogen hed Koordinater og du kan læse vores anmeldelse af den her. Hun er nu atter bogaktuel, denne gang med en stor pige i hovedrollen.
Vi befinder os i Sejerøbugten i Vestsjælland, nærmere bestemt i området omkring Ordrup, som er et skønt sommerhusområde. Og det er netop familiens sommerhus, der danner rammen om fortællingen og som lægger navn til bogens titel: Sommerhus.
Sommerhus er ikke en klassisk fortælling med en fremadskridende handling, men nærmere en samlig postkort over oplevelser/episoder i og omkring sommerhuset. Der er fortællingen om dagen i køkkenet, hvor farmor bager. Der er fortællingen om den kombinerede sejl- og vandretur på Nekselø med madkurv. Og der er fortællingen om den aften, de store børn laver bål på stranden uden de voksne.
Jeg læser dels bogen som en kærlighedserklæring til det naturskønne område ved Ordrup Næs i Sejerøbugten og dels som en hyldest til barndommen, sommerferie og familieliv.
Over de fleste historier er der en behagelig stemning, men der er også plads (som i det virkelige liv) til de små konflikter der bider, fx. når faderen en sjælden gang råber meget højt og ikke kan bevare roen, eller når pigen føler sig til overs. Bogen byder også på pigens begyndende erfaringer med og bevidsthed om, at barndommen ikke varer ved, og at det med at rende nøgen rundt på stranden er forbeholdt små piger.
Ikke alle bogens kapitler / postkort brænder sig fast på nethinden, men det er jo heller ikke alle feriedage i sommerhus, der gør det. Alt i alt er Sommerhus en rigtig fin bog, jeg uden problemer anbefaler andre at læse.
Jeg har taget færgen til og fra Odden Færgehavn et utal af gange, uden nogen sinde at have besøgt Odden Havn, der åbentbart byder på både fiskerihavn, fiskehal og fiskerestaurant. Inspireret af forfatterens fine bog, der blandt andet indeholder en tur til Odden Havn, planlægger jeg en tur til ukendt land, næste gang jeg kommer på de kanter. Jeg elsker, når bøger fører nye oplevelser i virkeligheden med sig.
Amalie Laulund Trudsø, Sommerhus, 225 sider, Rosinante, Februar 2016.