Far og søn. Et klassisk litteræt motiv. I Nick Flynns erindringsroman er faderen en fordrukken, hjemløs fantast og wannabe forfatter, mens sønnen er en godhjertet poet.

Den smerte, som Nick Flynn har følt hele sit liv, skriver han sig ud af, og det gør næsten ondt, når man vender siderne.

Faderen Jonathan forlader familien i Boston med en mor, der må hutle sig igennem tilværelsen med et utal af kærester og endnu flere jobs. Faderen tumler rundt i USA og giver den som litterær playboy, selvom han aldrig nogensinde har – eller vil få – udgivet så meget som en linje. I stedet bruger han sin kreative fantasi til at blive alkoholiker og checkrytter, og ryger i spjældet.

Efter tyve år forsøger han at vende tilbage, men broerne er brændte, og Jonathan ender som alkoholiseret bums, der bor på gaden.

Nicks store frygt er at ende som sin far, og hans teenageår består mestendels af druk, stoffer og skodjobs – en uhyggelig parallel til faderen.

Nick Flynn havde på overfladen næsten glemt faderen, men pludselig dukker han op igen. Det sker efter Nick har fået et job på et herberg for hjemløse i Bostons grimme kvarter.

“Endnu en lortenat i en røvsyg by” er lige så hård og direkte, som de liv, den beskriver. Den beskidte realisme har et stærkt tag i de amerikanske prosaister, og Flynn er en mester i genren.

Det er en nøgtern, ja, næsten nøgen, beskrivelse af herberget og de eksistenser, som han møder på sine vagter og rundture. Der er ingen forsøg på at undskylde eller forklare. Flynn konstaterer blot, at sådan er det. Og på den måde bliver en historie om svigt og kulde interessant og læsværdig.

Man kan ikke undgå at blive berørt og næsten tage sig selv i at råbe “Så tag dig dog sammen, din idiot!“, når faderen gang på gang fejler, dummer sig og tér sig urimeligt tosset.

Det eneste lyspunkt i Nick Flynns – og faderens – liv er kærligheden til at skrive. Det er drømmen om at skrive den store amerikanske roman, der holder faderen op – mens Nick blot skriver for at få det ud.

Nick Flynns stil er en underlig blanding af genrer og fyldt med allusioner til verdenslitteraturen. Der er både digte, små dramatiserede tableauer og et helt kapitel kun med synonymer for at drikke sig beruset.

Sådan en stil kræver en stærk oversætter, og desværre er der lidt for mange fejl og dårlige fordanskninger i den oversættelse, som Nils Lyngsø har lavet for Gyldendal. Så har man muligheden for det, så tror jeg, at jeg ville gå efter den originale version.

Nick Flynn: “Endnu en lortenat i en røvsyg by“, Gyldendal, 2006. 382 sider.