// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Martha Christensen: En fridag til Fru Larsen
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » klassiker, Roman

Martha Christensen: En fridag til Fru Larsen

Skrevet af den 11. september 2015 – 07:462 kommentarer

Som boganmelder læser jeg rigtig mange bøger i løbet af året. Så mange at det kan være svært at nå at læse bøger udover de bøger, jeg anmelder her på sitet. Jeg har dog en aftale med mig selv om hver sommerferie at læse en klassiker. Og denne sommer har det vist sig at være en rigtig god aftale. Jeg har haft nogle pragtfulde læseoplevelser! Læser du også klassikere eller er du mere til nyudgivelser?

De fleste af mine jævnaldrende (født i 1976) læste en eller flere af Martha Christensens bøger i gymnasiet. Den fornøjelse har jeg hidtil haft til gode. Hendes mest kendte bog er Dansen med Regitze, som i 1989 blev filmatiseret med Ghita Nørby i hovedrollen som Regitze. Det er en fremragende bog!

Fremragende er bogen En fridag til Fru Larsen også. Vi møder Fru Larsen på hendes arbejdsplads. Hun arbejder i en produktionsvirksomhed og bliver kaldt på kontoret, den dag der er uventet besøg til hende. Allerede her forstår læseren, at noget ikke er som det plejer at være.

I løbet af bogen rejser vi med Fru Larsen i tog tværs igennem landet samtidig med, at vi rejser tilbage i tiden til dengang hun blev gravid uden at være gift, til der hvor hun møder sin nuværende mand, til hendes søns opvækst og bekymringen og frustrationen over, at sønnen ikke opfører sig som andre jævnaldrende drenge.

Vi fornemmer, at der er noget galt med drengen og som læser gætter vi med på, hvad det kan være ud fra de beskrivelser vi får af hans adfærd. I takt med at Fru Larsens tog nærmer sig sin endestation forstår vi også, at noget alvorligt og smerteligt er sket og at der på ingen måde er noget hyggeligt over Fru Larsens fridag.

Martha Christensen beskriver meget præcist forholdet mellem børn og voksne, forholdet mellem mænd og kvinder, forholdet mellem voksne og deres forældre, og forholdet mellem ressourcestærke og ressourcesvage i deres fælles dialog uden at oversætte til læseren, hvad der sker. Det giver læseren mulighed for selv at observere og tolke og det giver stof til eftertanke i forhold til vores egne forhold til vores medmennesker.

Martha Christensens bøger befinder sig indenfor genren socialrealisme og det gør ondt at læse bøgerne, men det gør ikke noget, at man bliver rørt eller ramt af at læse. Jeg giver Martha Christensens forfatterskab de største anbefalinger! Læs endelig bøgerne! De fleste er på under 200 sider – hvis du læser meget kan du snildt presse en bog ind i dit læseprogram.

Martha Christensen, En fridag til Fru Larsen, 160 sider, Forlaget Fremad, 1977.

2 kommentarer »

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.