“En familie er ligesom nytårsaften, siger min mor og sætter farten op, den bliver aldrig helt, som man havde håbet.” Mon ikke Stine Pilgaard har fat i noget her med hendes seneste roman Lejlighedssange. For er der i grunden noget, der blivet HELT, som man havde håbet eller forestilt sig?

Pilgaard tegner et portræt eller måske nærmere en karikatur af den danske fællesskabsånd, men overdrivelse fremmer forståelsen, og så er det da så meget sjovere. Bogen er dog ikke kun underholdning for underholdningens skyld. Den har meget mere at byde på.

Jeg-fortælleren i Pilgaards roman er ansat som stjernetegnsskribent og er flyttet ind i en andelsforening med sin kæreste. Her bider man mærker i, at kæresten omtales som du og dermed ikke har fået et køn prakket på sig. Andelsforeningen og dens beboere er skuepladsen, hvor hver enkelt medlem på skift folder sig ud. Der kører fire forskellige spor i bogen. Hvert kapitel indledes med et stjernetegnsbudskab, som er sproglig gymnastik, metaforisk dans og underholdende på den fede måde. Hertil forfølges jeg-fortællerens barndom gennem hele romanen med forskellige tilbageblik.

Et andet interessant greb er inddragelsen af sagaer og heltekvad. De stammer fra en af beboerne, Lisa, som på grund af sit studie er begravet i litteraturens forgangne historier. Det vigtigeste spor er dog de lejlighedssange, som hvert kapitel slutter med. Lejlighedssange er jo nærmest en selvstændig genre. Hadet og elsket som de er, så indkapsler de individet på godt og ondt. Her udgør de pauser i bogens handling og samler og hæver sig over resten af bogens forskellige strenge.

“Er det virkelig slutningen på Helgas historie, spørger jeg. Lisa siger, at det er op til fortælleren, hvornår historien er forbi, at det er litteraturens store dilemma.” Man må passende spørge sig selv, hvor starter og slutter min fortælling i fællesskabsberetnigen? Håb, drømme og forventning står i Stine Pilgaards Lejlighedssange i stærk kontrast til – ikke den barske virkelighed, kedelige eller trivielle hverdag, men bare til hverdagen. At virkeligheden ikke er, som man forestillede sig, er jo ikke nødvendigvis en dårlig ting – bare noget andet. Det er entet mindre end et fantastisk, klogt og underholdende værk. I min bog er Pilgaard det nye sort.

Stine Pilgaard, Lejlighedssange, Februar 2015, Samtalen / Rosinante, 217 sider.