“Ingen kan forlade en ø, en ø er et kosmos i en nøddeskal med stjernerne sovende i græsset under sneen. Men det sker, at nogen forsøger”.

Man kan ikke beskylde De usynlige for at være en letlæst roman. Den kræver en opmærksom læser, der sætter pris på et smukt og poetisk sprog. I det hele taget er De usynlige en rigtig fin bog, med meget korte kapitler, der beskriver livet på en lille ø i Norge. Forfatteren har en formidabel evne til at fortælle rigtigt meget i små korte sætninger – det er en kunst at kunne!

På flere måder leder bogen tankerne hen på Tove Jansson lille roman Sommerbogen, der blev genudgivet tidligere i år. I Sommerbogen befinder en lille familie sig også på en lille ø, det meste af året isoleret fra resten af omverdenen mens de lever det simple liv i takt med årstiderne. I begge romaner er der fokus på samspillet mellem menneske og natur og begge finder sted for år tilbage i en ikke nærmere defineret tid.

Det som står stærkest i bogen er skildringen af pigen Ingrid. Hun vokser op i den lille familie på den lille afsondrede ø og må tidligt i livet bidrage og hjælpe til med de opgaver der er i hjemmet. Vi følger hende i takt med at hun vokser, både i højde og i sin sind. Hun udvikler sig til at blive en ansvarlig ung kvinde i takt med at familiemedlemmer falder fra og andre småfolk kommer til.

Ingrid og resten af familien påvirkes i langt højere grad af årstidernes skiften, vejret og naturen end folk der bor i byen. Den bagende sol er barsk om sommeren og den bidende kulde er barsk om vinteren. Men der er ikke meget klynk at spore i familien. Der er en vilje til at klare strabadserne, man fornemmer, at der er tale om et stærkt og stolt folk trods modgang. Og det gør det til en fornøjelse at følge Ingrid og familien over de år bogen strækker sig.

Når man lever på en ø er man stort set usynlige for resten af verden. Desto mere bliver det vigtigt, at man er synlige for hinanden, og det er folkene på øen. Og heldigvis også for læseren! De usynlige er en rigtig fin roman, som du ikke skal snyde dig selv for.

Samme forfatter har skrevet bogen Vidunderbarn, som vi også har anmeldt – læs anmeldelsen her.

Roy Jacobsen, De usynlige, Rosinante, 215 sider, August 2014.