Knud Romers romandebut blev rost til skyerne, og det er også næsten fortjent. Fortællingen om en forfærdelig barndom og opvækst i Danmarks absolutte røvhul, Nykøbing Falster, er både velskrevet, interessant og oplysende.

Vi følger “lille Knüdchen”, forfatterens alter ego, og hele hans familie, der er en klassisk sammenblanding af tysk og dansk. Moderen kommer fra en tysk velhaverfamilie, der bliver splittet og kommer ud på en social deroute efter krigen, hvor godset er i øst, men kapitalister må flygte til vest. Faderens familie består af fantaster og psykopater, men det er ikke de mange spændende oplevelser, som familierne udsættes for, der er det centrale, men derimod det psykologiske impact, som de mange trængsler og problemer, der er nedarvet gennem generationer og som rammer Knud hårdt og brutalt.

Familien lægges for had af hele byen i et omfang, så man næsten skammer sig som dansker. Moderens tyske baggrund går ud over både hende selv, der får gammelt brød og tilråb fra uvorne unger, når hun handler, og faderen, der mister venner, logebrødre og karrieremuligheder, fordi han er gift med et “tyskersvin” og ikke mindst Knud, der ydmyges og hånes dagligt, og konstant lever i frygt for at gå udenfor døren. Men en søns kærlighed til moderen er stærk, og han bider det i sig og beskytter sin skrøbelige og alkoholiserede mor:

”Jeg ville have givet mit liv for at gøre hende glad og tog tit hendes hånd og strøg den, og så fortalte jeg om dagen, der var gået. Vi havde spillet fodbold, og jeg var oppe ved tavlen. Susanne havde fået bøjle og tvillingerne inviterede til fødselsdag – og det hele var løgn. For dagen var gået med at været et tyskersvin og gemme mig frikvartererne”.

Romer er reklamemand med stort R, og det bærer bogen desværre også lidt præg af. Han er endnu ikke en flyveklar skønlitterær forfatter. Han har fat i en god historie, som bygges godt op, men de mange overdrivelser og den noget usikre forståelse for skønlitterære genrer betyder, at den konstant flakker mellem selvbiografien, den totale fiktion, komedie og absurd realisme.

Reklamebaggrunden giver dog Romer et godt stilistisk udgangspunkt, og de mange hovedsætninger og det ligefremme sprog giver en flydende oplevelse i et roligt tempo.

Og selvom Romer formår at flette historierne sammen og dermed demonstrere bogens væsentligste pointe – at familier ikke bare består af individer, men er koblet på kryds og tværs, og at vi arver hinandens synder, hvad enten det er rimeligt eller ej – så er dens væsentligste problem, at den i bund og grund er utroværdig.

Overdrivelser fremmer måske forståelsen, når man skal sælge kattemad på 30 sekunder i en TV-reklame, men i skønlitteraturens univers virker det destruktivt. Vi kommer aldrig til helt at stole på lille Knud, og trækker flere og flere gran salt fra hans fremstillinger, og tvivler næsten helt på, om hele historien nu også kan passe eller om det hele blot er en af de spøgelseshistorier, som mormoren fortæller lille Knud.

Det ændrer dog ikke ved, at “Den som blinker er bange for døden” er en spændende og interessant læseoplevelse, som uden problemer kan anbefales til let ferielæsning, men ikke til dybsindige analyser og tolkninger.

Knud Romer: Den som blinker er bange for døden, Forlaget Athene, 178 sider, 229 kr.