// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Tom Buk-Swienty: Kaptajn Dinesen – Ild og blod
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Historie, Samfund

Tom Buk-Swienty: Kaptajn Dinesen – Ild og blod

Skrevet af den 29. oktober 2013 – 07:31Ingen kommentarer

Under arbejdet med sine to prisbelønnede dokumentariske fortællinger ”Slagtebænk Dybbøl” og ”Dommedag Als” støder journalist, historiker og forfatter Tom Buk-Swienty på en spændende øjenvidneberetning fra de drabelige slag. Den er skrevet af Kaptajn Wilhelm Dinesen, der senere i livet blev far til den verdensberømte Karen Blixen.

Det er en omfattende og detaljerig biografi, Buk-Swienty kaster sig ud i, for dette er kun første bind. Men det er også en fængslende person, han beskæftiger sig med. Aristokrat i den danske overklasse, kriger ved Dybbøl og i Frankrig, forfatter og jæger. Desillusioneret romantiker konstant på jagt efter nye eventyr. Der er mange ord, man kan koble på Dinesen, som vi her følger fra hans opvækst på Katholm Gods og ungdom, hvor han kaster sig i faderens fodspor. Efter militæruddannelse havner han helt i front, da danskerne får klø af tyskerne i 1864, og han overlever kun med nød og næppe. Herfra melder han sig som frivillig under de franske faner i den store krig mod prøjserne, men også her løber han ind i forsmædelige nederlag. I Paris bliver han i 1870 vidne til den blodige borgerkrig mellem nationalkonservative og socialister og oprørere.

Det er et Europa i flammer, han bevæger sig rundt i, og oplevelserne af død og ødelæggelse sætter sine spor i hans sind. Han vender hjem til Danmark, søger ro og tid til fordybelse. Men man fornemmer tydeligt, at han ikke finder fred. I bogens sidste linjer citeres han for at føle sig kraftløs, slap og mismodig. Sindet må i ligevægt, og derfor skal rejsen nu gå til Nordamerikas vildnis. Til ”…urskoven på et sted, hvor hvide mænd ikke før havde slået bo, og hvor strejfende indianere kun af og til kom forbi.” Dinesen vil ro og afklaring, men i hans krop buldrer vildskab og uro fortsat.

Man kan genkende flere af Buk-Swientys store kvaliteter fra bøgerne om Dybbøl. Han kan som få skrive om krigens galskab, så krudtrøgen næsten svier i øjnene og de såredes smerteskrig runger for ørerne. I fortællingen om Dinesen mestrer han også de mere sarte nuancer, når han viser omkostningerne for familien derhjemme, savnet og uvisheden. Og skildringen af overklasselivet i København og de store godser udstiller tydeligt, hvor klassedelt det danske samfund var. Så man kan kun glæde sig til næste bind udkommer.

Tom Buk-Swienty: Kaptajn Dinesen – Ild og blod, Gyldendal, 512 sider, 2013.

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.