Louis Jensen: Tre venner
Hip hurra for god børnelitteratur og hip hurra for en af dem, der mestrer det, nemlig forfatteren Louis Jensen, som fyldte 70 år den 19. juli i år. I den anledning afholdte Gyldendal den 25. september 2013 et seminar, som gav et indblik i Jensens fortryllende og kontroversielle univers.
Det er ikke helt tilfældigt, at den lyse sal i Gyldendals hovedkvarter i Klaregade er fyldt med folkeskolelærere. Fødselsdagsseminariet for Louis Jensen er et trækplaster for folkeskolelærere, men burde nok være det for alle med børn og barnlige sjæle (eller måske nærmere dem, som trænger til at få sat gang i fantasien).
Louis Jensen debuterede med sin første børnebog Krystalmanden i 1986. Han er forfatteren bag de Hundrede meget firkantede historier, som snart skal blive til 1001 firkanter. Han har længe været en af de tunge drenge inden for børn- og ungdomslitteratur. Blandt andet har Louis Jensen lige deltaget i et projekt, som hedder “Kontext intertekst”, hvor etablerede børne- og ungdomsforfattere er blevet bedt om at skrive “på ryggen af” ældre kanoniserede værker. I Louis tilfælde blev det H.C.Andersens Klods Hans, som er blevet til den lille ungdomsroman L.I.V. – en historie om forelskelse.
Torben Weinreich, der er ekstern redaktør på serien, er også med til fødselsdagsseminariet, hvor han holder oplæg om Louis Jensen litteratur og om serien. Projektet er funderet som undervisningsmateriale, hvortil Weinreich har udarbejdet en lærervejledning, Læsedidaktik – intertekstuel læsning. Louis Jensens bøger er nemlig perfekte til at åbne nysgerrige børns øjne for andet end tv, computere og smartphones. For børnelitteratur må gerne kunne andet end, at få ungerne til at falde i søvn. Men hvor meget? Hvor kontroversiel har man lov at være, når det gælder vores uskyldige små pus?
Et blik på Louis Jensens seneste værk Tre venner giver en god ide om, hvad det er for en slags litteratur den innovative ungdoms- og børnebogsforfatter skriver. Allerede fra starten er der lagt op til drama. Vi kender alle, også eller måske især børnene, det velkendte problem om, at tre personer er en for meget. Louis Jensen har nærmest skrevet et trekantsdrama i børnehøjde. Noget helt almindeligt drama er det imidlertidig ikke. For det første er det et lille tingseventyr om en lille rød træhest, et smukt fingerbøl og en skarp kniv. Og for det andet så udebliver den ellers obligatoriske – happy ending. Bogen Tre venner er en billedbog skrevet til børn omkring indskolingsalderen og mellemtrinet og fyldt med utroligt fine illustrationer af Hanne Bartholin. Tekst og illustrationer supplerer hinanden rigtig fint, og sproget er til tider direkte, men ikke uden finesse. Det er en lækker bog, hvad end man synes om Jensens kontroversielle stil.
Som sagt er bogen på mange måder symptomatisk for nogle af de mekanismer, der rør sig i Louis Jensens bøger. Den fine leg med ord og sprog, humor og dramatik. Det er der også bred enighed om i salen hos Gyldendal, hvor forfatterskabet er blevet belyst på flere måder. Men helt centralt står legen med sproget, humoren, kærligheden og det kontroversielle udtryk. Den overraskende og temmelig barske sidste del af fortællingen om de Tre venner er et eksempel på det, der gør Louis Jensens værker interessante.
Skelettet på hjul fra 1992, som er en roman for børn omkring 12-14 års alderen, er Louis Jensens gennembrud. Bogen vagte dengang opsigt, fordi den på flere niveauer gik imod strømmen og kiggede mere selvstændigt på den unge. Den skød forældrene ud på sidelinien og lagde op til diskussion om, hvad ungdoms- og børnelitteratur må, kan, vil og skal.
For skolelærerne er Louis derfor en gammel kending, fordi hans litteratur skaber røre i andedammen. Man mente ikke, at han skrev litteratur, som børnene selv valgte, men det har vist sig, at børnene selv opsøger hans bøger efterfølgende. Bøgerne blandede fantasien ind i “virkeligheden” og dagligdagen, og relaterer til børnene som kompetente læsere.
Det samme kan siges om Jensens nyeste lille billedbog. Fantasien er ganske vist mere direkte i denne bog, men der er rig mulighed for at fortolke på alle niveauer, og der gives ligeledes et skub til debatten om børnelitteraturen. For hvad skal børnene med en tragisk slutning – kan de så sove bagefter!?! Hoved på sømmet, måske er det netop en af Louis Jensens pointer – at det er ikke al børnelitteratur, der skal være en sovepude.