Der er amerikansk tempo og spansk varme og temperament over storromanen Vindens Skygge af den spanske forfatter Carlos Ruiz Zafóns. Den udkom i 2001 og var, hvad man må kalde en verdenssucces. Desto mindre grund til, at den ryger i glemmebogen, især nu hvor, Himlens Fange, forfatterens tredje roman er udkommet her i november 2012.

Den moderløse hovedperson Daniel Sempere præsenteres af sin fader, som ejer et lille antikvariat, for De Glemte Bøgers Kirkegård. Faderen fortæller: ”Stedet her er et mysterium, Daniel, en helligdom. Hver bog, hvert bind du ser, har en sjæl. Sjælen fra den, der skrev den, og sjælen fra dem, der har læst den og oplevet den og drømt om den.” Det er et sted, som sørger for at ingen bøger eller fortællinger bliver glemt. Her finder Daniel Vindens Skygge af forfatteren Julián Carax, eller er det mon bogen, der vælg Daniel?

Carlos Ruiz Zafrón tager fat lige der, hvor os bogelskere er allermest sårbare, nemlig omkring bøger og den verden de på magisk vis trækker os læsere med ind i. Daniel er ti år, da vi møder ham i 1945 i et Barcelona med efterveer fra borgerkrigen, og han tryllebindes af bogen, som på mystisk vis synes at have en gribende indvirkning på hans liv. For hvem er denne gådefulde forfatter, og hvorfor er det nærmest umuligt at finde flere bøger af denne forfatter?

Der er fuld fart på allerede fra starten, og det er svært ikke at blive grebet af stemningen med de gådefulde intriger blandet med mystiske gåder og en fortælling om at blive voksen med alt, hvad det indebærer af glæder og skuffelser.

Det er en bog med mange forskellige genrer, som vel at mærke er blandet og integreret på en rigtig fin måde og leder tankerne hen på bøger som Rosens Navn. Både personkarakteristikker, omgivelser og handlingsforløb er flydende og godt beskrevet. Et par små indvendinger er dog, at bogen har en lille tendens til at blive plot-præget i den første to-tredje del. Det er dog også denne del, der er den mest velfungerende, men på grund af skrift i tempo, fortællerstil og genre i den sidste del af bogen, bliver man opmærksom på forskellen og overgangen mellem de to dele. Af samme grund synes bogen heller ikke at gå ligeså dybt i sine ”temaer”, som man ser det i for eksempel Rosens Navn.

Bogen vil mange ting og favner bredt både i genrer og temaer, og det er både dens styrke og svaghed. Når det så er sagt, kan jeg ikke andet end at give bogen mine varmeste anbefalinger og glæde mig til at læse mere af samme forfatter.

Carlos Ruiz Zafón, Vindens Skygge, Lindhardt og Ringhof, 464 sider.