Vi er i England i 1980´erne. Privatdetektiven Ray Lovell vågner op i en hospitalsseng, og kan ikke rigtigt huske, hvordan han er havnet der. Langsomt vender hans hukommelse tilbage. Han har været på sporet af Rose Janko, en ung kvinde, som forsvandt for mange år siden, men som faderen først nu er begyndt at lede efter. Kvinden er fra en sigøjnerfamilie, og det er ikke let for Ray at få svar på sine spørgsmål i det lukkede miljø. Hvorfor forsvandt hun? Forsvandt hun frivilligt eller er der noget fordækt ved hendes forsvinden? Er hun overhovedet stadig i live?

Vi er ved første øjekast i det klassiske krimiunivers – en ung kvinde er forsvundet, og faderen hyrer en privatdetektiv til at efterforske det. Privatdetektiven Ray Lovell selv er også en klassiker – lidt for glad for flasken, konen er gået fra ham, forretningen kører ikke strålende. Men alligevel er her nuancer, som får romanen til at stikke op over den gængse detektivroman. Detektivens partner er upper class, den forsvundne kvinde og hendes familie er sigøjnere, og den forsvundne kvinde selv har været væk i over 7 år uden at nogen har meldt hende savnet.

Stef Penneys helt store styrke er at få læseren til at engagere sig lige så meget i karakternes historie som i selve plottet. Og som i debutromanen Ulvespor (læs anmeldelse af Ulvespor her)formår forfatteren at få gjort rejsen til slutningen mindst ligeså spændende og vedkommende som selve målet. Et af midlerne hun bruger til det, er at historien ikke kun fortælles gennem privatdetektiven Ray Lovell, men også fra den anden side af efterforskningen gennem sigøjnerdrengen JJ. Begge figurer fortæller som jegpersoner. Den tosidige fortællemåde giver mulighed for en virkeligt godt nuanceret historie, og det udnytter Steff Penney. De usynlige er en rigtigt god historie, som jeg slugte meget hurtigt.

Det skal dog bemærkes, at bogens korrekturlæsning på et punkt kunne have været bedre. En del sætninger mangler en afslutning, både i form af manglende ord og manglende punktummer, som om der skulle have været afsluttet med en tænkepause, som er røget i korrekturen. Det er meningsforstyrrende i læsningen af bogen. Det er slet ikke på hver eneste side, men det er ofte nok til at det er irriterende.

Stef Penney, De usynlige, Forlaget Punktum, August 2012, 440 sider