Pia Tafdrup: Salamandersol
Hvis man ikke kender lyrikeren Pia Tafdrup, så er det på tide, og man kan roligt starte med denne fantastiske samling digte – Salamandersol. Bogen indeholder 60 digte – et for hvert år siden 1952, hvor Pia Tafdrup er født, og til 2011. Sammen med Hvalerne i Paris, Tarkovskijs heste og Trækfuglenes kompas udgør denne digtsamling en kvartet.
Salamandersol er selvbiografisme i lyrisk form, som inviterer læseren med på en forunderlig rejse om dannelsen af et individ. Fra fødsel og barnets basale behov, over udforskningen af kroppen og dens tilstedeværelse i en verden den knap forstår endnu. Videre gennem en efterforskning af sorger og glæder i familiens skød, den første fornemmelse for sit nærmiljø og mødet med naturen.
Det går over stok og sten med digtene Præpositioner og Terningspil med undersøgelser af jeg’ets forhold til en omverden, der bliver stadig større og større. Og med en udvidelse af barnets sprog går erindringsrejsen videre via afprøvning og efterforskning af ideologiske og filosofiske ideer og tanker. En afgrænsning af jeg´et skærpes gennem en forøget viden og en sult efter at finde den rette kærlighed og den rette karriere.
Med erindringsbillederne giver Pia Tafdrup ikke kun læseren en rutsjetur down memory lane med de forskellige historiske referencer, men får også læseren til at gennemleve sit eget liv med den første sorg, den første glæde, mødet med en verden uden for det trygge nærmiljø, den første kærlighed og ikke mindst med den uendelige undersøgelse af jeg´et.
Jeg får næsten lyst til at kalde bogen hyggelig, men det er en underdrivelse af dens format, for i de gode digte som fx Damesving, Vintereventyr og hoveddigtet Salamandersjælens drøm former forfatteren sproget på skarpeste vis, så man netop føler, at man får sat ord på følelser, drømme og håb, som ellers kan virke uforklarlige. Og hyggelig kan man knap tillade sig at kalde en digtsamling, hvor livet og glæder nok er markante, men lyser kraftigere op på grund af dødens evige tilstedeværelse.
Pia Tafdrup, Salamandersol, Gyldendal, 2012, 83 sider.