At sætte mig til at anmelde digte er som at sætte en heavy metal-musikanmelder til lige at sige noget om Berlinersymphoniens seneste indspilning af Beethovens 5. Jeg er rent digt-mæsssigt stadig traumatiseret af danskundervisningen på Metropolitanskolen i starten af 90’erne. Det var noget med Strunge, som man var mærkelig, hvis man ikke lige så fidusen i….

Når jeg alligevel læste Naja Maria Aidts nyeste værk, var det fordi jeg blev fanget af et lamineret digt, der kom med bogen som min cand. mag. i dansk-kæreste havde erhvervet. Det digt fangede alligevel min opmærksomhed, og jeg fik lyst til at læse mere.

Det handler – tror jeg nok – mest om barndom i 70’erne og hvad der deraf følger – og det er faktisk smukt og rørende og temmelig barskt.

Her fra det laminerede digt, der også finde i Poesibogen:

Nu blomstrer lyngen og vinden
hyler, tuder, skriger
her er ikke varmt og ikke koldt
ikke lyst og ikke mørkt
sådan må døden være
eller indgangen, begyndelsen
men den findes ikke for døden
er brat som en lås der klikker
en sten der knuder en rude
et spark i ryggen
et kys du ikke venter at få
af en du ikke kender

Jeg er ikke helt parat til at opgive min modstand mod digte, men når jeg bliver det, vil jeg starte med Naja Maria Aidts øvrige forfatterskab.

Naja Maria Aidt: Poesibog. Gyldendal, 2008. 88 sider.