// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Et monument over Venstres damptromle
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Biografi, Politik & debat, Politisk biografi, Samfund

Et monument over Venstres damptromle

Skrevet af den 27. november 2007 – 23:52Én kommentar

En ny biografi om Venstres stærke mand og forhammer Claus Hjort Frederiksen udkom lige før valget. Først nu har jeg fået den læst, og det er en lidt blandet fornøjelse, men ikke af de grunde som trofaste læsere af Jarls Blog måtte tro.

”Claus Hjort – strategen bag det nye Venstre” er i virkeligheden historien om Venstres forvandling fra et langsomt døende landboparti til statsministerbærende centrum-højre parti med en ny base i byerne. Hvad enten man kan lide det eller ej, så er Claus Hjorts kæmpeindsats derfor ikke til at komme uden om. Det blev reelt en livsopgave for ham.

Bogen er interessant læsning for politisk interesserede, der vil vide, hvordan Hjort sammen med journalisten, TV-manden m.v. Hans Morten Rubin nærmest reddede partiet fra de ind imellem verdensfjerne politikere, der nok havde forstand på at drive politik, men ikke imponerede, når det kom til at få mobiliseret nye vælgere til at stemme på partiet. Claus Hjort blev partisekretær for Venstres landsorganisation, alene fordi han blev headhuntet af fornuftige mennesker til, hvad der i realiteten var en redningsaktion. På dette tidspunkt i starten af firserne var Venstre et parti, hvor alting sejlede – økonomisk, medlemsmæssigt, vælgermæssigt mv. Kun langsomt fik Hjort rettet skuden op, og det gjorde han dygtigt. Uffe Ellemann-Jensen var nok manden, der stod i spidsen, mens partiet op igennem firserne og halvfemserne voksede sig stort, men det var aldrig sket uden Claus Hjorts arbejde, hvad Ellemann heller ikke et øjeblik underkender.

Claus Hjort blev landets første egentlige moderne professionelle politiske kampagnestrateg. Han var formentlig den allerførste partisekretær, der begyndte at bestille specifikke vælgerundersøgelser hos meningsmålingsinstitutterne og siden begyndte at benytte sig af fokusgrupper, for bedre at kunne aflæse vælgernes holdninger. Det var Hjort, der ansatte Henrik Qvortrup som landets første egentlige spindoktor. Alt hvad der havde med moderne politiske kommunikation at gøre blev formentlig kun indført i kraft af Claus Hjort, og på trods af Uffe Ellemanns antikverede, tilbagelænede og aristokratiske holdninger (der er sammenfaldende med Birthe Rønn Hornbechs) om, at et parti helst skal drives, som i 1960’erne, hvor det nærmest kun var toppolitikernes intuition, der afgjorde, hvilken strategi de valgte. Til alt held for Venstre ignorerede Hjort Ellemanns lidt virkelighedsfjerne besværgelser og fik under Anders Fogh endelig fuldstændig carte blanche til at gøre, hvad han ville for at modernisere Venstre. Det var dog ikke alle, der kunne se det smarte i at partiets varemærke – den liberale ideologi – fra 1998 og frem røg ud, mens man moderniserede partiets kommunikation.

Hvad mangler biografien så? Jo, den burde egentlig først være skrevet om nogle år efter, at Claus Hjort var gået endeligt på ”politisk aftægt” sådan at alle interessante kilder turde/ville udtale sig til forfatterne uden at risikere at få en ”kølle i hovedet” af beskæftigelsesministeren. For til trods at Hjort nu har fået en lidt mere tilbagetrukken rolle, og at der har været lidt kuren på tråden i forhold til Fogh under valgkampen, så har han stadigvæk betydelig indflydelse – ikke mindst på statsministeren.

Kommende biografier vil derfor gå tættere på mennesket Claus Hjort, end det er lykkedes med denne biografi, der kun kradser lidt i overfladen, og som bruger vel meget krudt på at beskrive hans familiebaggrund uden rigtigt at bruge det til noget særligt. For Hjort er eventyrlig kedelig som person. Bortset fra søde sager, så lever han sundt, hverken ryger, drikker eller foretager sig andre ”farverige ting”. Næh han har altid været hjemme hos sin velfungerende familie og har i det hele taget opført sig temmelig sympatisk. I hvert fald så længe at folk ikke er kommet på tværs af, hvad Hjort opfatter som partiets interesser, for så har man fået kærligheden at føle, hvad bogen giver et par eksempler på. Aktive V-politikere benytter derfor lejligheden til i biografien at ”tilgive Hjort” hans hidsighed og voldsomme skideballer.

Den eneste politiker, der både har fået og benyttet sig af muligheden for at udtrykke hård og rammende kritik, er den frafaldne venstremand Leif Mikkelsen, som i pæne vendinger får sat ord på omfanget af Claus Hjorts brutalitet. Faktisk bemærker også andre i Hjorts nære omgivelser, at beskæftigelsesministeren har svært ved styre temperamentet i visse situationer. Hjorts opførsel bliver forklaret og undskyldt med hans ”engagement”, og fordi han er ”Foghs livvagt”. Selv mener Hjort, at hans kraftige reaktioner skyldes, at visse Venstrefolk opfører sig ”illoyalt”, så det kan de jo blot lade være med. Leif Mikkelsen gør det dog klart, at Hjort hængte ham, Peter Christensen og Søren Pind uretmæssigt ud som værende illoyale, da han anklagede dem for at have lækket oplysninger fra gruppemøder m.v. til pressen. Det skete i et berygtet interview i Information før Venstres Landsmøde sidste år. Mikkelsen krævede dengang på et internt møde beviser, som Hjort ikke kunne levere, hvorefter Mikkelsen gik ud og fortalte offentligheden at beskæftigelsesministeren havde talt usandt. Dermed underskrev Mikkelsen sin politiske dødsdom, blev fjernet som kommunalpolitisk ordfører og gik siden over til Ny Alliance.
I biografien fastholder Claus Hjort sin version af begivenhederne og gentager sit budskab om, at de tre lavede ballade, hvilket berettigede at de derfor fik lov at smage pisken. Om der er dækning for hans påstande, ja det interesserer ikke rigtigt forfatterne, men de undlader naturligvis at tage stilling til konflikten.

Der er mange historier om Claus Hjorts virke, der måske bliver fortalt, når den egentlige biografi en dag kommer på gaden, som også får hele afslutningen på mandens karriere med. Venstres tidligere ordfører Jens Rohdes navn er mærkeligt nok ikke nævnt med et eneste ord i biografien, hvilket kan virke lidt underligt, da de to havde et makkerskab og en hvis forståelse i deres fælles virke i Venstre igennem nogle vigtige år frem til – og måske også efter Rohdes exit fra Folketinget. Hvilken rolle, som Claus Hjort egentlig spillede for at få genvalgt Jens Rohde til Folketinget under valgkampen i 2005 i det som altinget.dk (og nej derfor ikke Ekstra Bladet) som det første medie kaldte for ”Søndre Slagmark”, hvor undertegnede og resten af Martin Geertsens kampagne blev kørt over af Claus Hjorts damptromle. Helt ærligt, den episode fortjener vel en side eller to i en rigtig biografi om Claus Hjort? Men den og andre mindre heldige episoder har Hjort tydeligvis ikke haft lyst til at tale med forfatterne om.

Nu er biografien i det store hele positiv overfor Hjort, og det er vel netop derfor, han havde lyst til at skrive autografer i bogen, som gik som varmt brød under Venstres nyligt afholdte landsmøde.

Biografien er nådig ved Claus Hjorts svage sider, men tildeler ham hans vel rigelige del af æren for Venstres vælgersucces. Sagt på en anden måde: Michael Kristiansens evt. indsats før og under valgkampen i 2001 nævner forfatterne ikke med ét eneste ord. Foghs rolle i valgsejren forudsættes, men har heller ikke været mål for skildringen. Nej. Det er Hjort alene, der hædres. Og det er i og for sig i orden, blot så længe at det ikke dermed fremstår som om, at historien om Venstres succes alene kan tilskrives Claus Hjort. Bevares, vist var den betydelig og fortjener stor anerkendelse, men der var nu også andre, der bar.

Vel er denne bog ikke stor litteratur, og den har tydeligvis sine mangler, men jeg vil alligevel anbefale alle at læse den, hvis de interesserer sig for dansk politik, og især ønsker at vide noget om Venstre og navnlig dette partis historie gennem de sidste 25 år. Og ja man bliver såmænd også lidt klogere på, hvem Claus Hjort er for en størrelse. På godt og på ondt, men alligevel mest godt forstås.

Jette Hvidtfeldt & Thomas Buch-Andersen: ”Claus Hjort – strategen bag det nye Venstre”. Forlaget Sohn. 299 kr.