Susanne Hoffmann; Til Kaffeslabberas
Til Kaffeslabberas, er en bog der er svær at sætte i bås og det er det fede ved den.
Kaffeslabberas er opstået ud fra flere tilfældigheder, hvor eneste fællesudgangspunkt er passionen for hjemmestrik. Men når kaffen kommer på bordet, strikkepindene klirrer og den hjemlige følelse af tryghed, mormor og fællesskab indtræder, åbnes der op for den ene historie efter den anden, nogen alvorlige andre sjove og muntre.
Kaffeslabberas er en strikkeklub, der startede i 2008. Designer Susanne Hoffmann og en håndfuld kvinder fra et ældrecenter mødtes for at strikke trøjer, strømper m.m.
Efterhånden fik Susanne lyst til at udfordre strikkedamerne og hun aftalte møder med en flok danske kunstnere og designere og der opstod god energi, masser af snak, hemmeligheder og unikke strikkede værker.
Bogen er et helt unikt værk i sig selv, med smukke fotos, spændende mennesker, fine samtaler og sjove, skøre, finurlige strikkeopskrifter, der forener håndværk med spændende design.
Mød Kasper Eistrup og Lilly, Henrik Vibskov og mormor, Mads Nørgaard og Erna og flere andre i samtaler om stort og småt, kaffe og kage og masser af hjemmestrik, – selv bogomslaget er strikket og du finder opskriften på indersiden. Helt vildt genialt!
Idé af Susanne Hoffmann, Til Kaffeslabberas, Gad, 190 sider, 2011