Forfatterparret Hjorth og Rosenfeldt debuterede meget stilsikkert sidste år med ”Manden der ikke var morder”, og persongalleriet er det samme i ”Disciplen”. I centrum står Sebastian Bergman, en arrogant, provokerende og særdeles selvsikker kriminalpsykolog. Paradoksalt nok er Sebastian en kvindebedårer, og han nedlægger på stribe. Han føler dog kun lidt glæde ved sine erobringer, som han mest af alt bruger til at skærme sig mod verden og minderne om, hvordan han mistede sin kone og datter under tsunamien i 2004.

Sebastians speciale er seriemord, og der bliver brug for hans ekspertise efter flere brutale kvindemord. Kvinderne bliver fundet bagbundet i deres seng med halsen skåret over, og de er blevet seksuelt misbrugt. Mordene følger et helt bestemt mønster, og der er ritualer knyttet til dem, som minder alt for meget om en række mord år tilbage. Dengang fældede Sebastian morderen, og nogle af ritualerne er det kun Sebastian, der kender til, ud over den nu fængslede seriemorder Edward Hinde.

Hinde har indviet Sebastian i detaljer, som ikke blev fortalt videre til offentligheden, og disse detaljer bliver gentaget ved de nye mord. Ergo må der være en, der ikke alene efterligner Hinde, men har forbindelse til ham. Mordene rykker ubehageligt tæt på Sebastian, da ofrene viser sig at have haft en relation til ham.

”Disciplen” er effektivt fortalt og fundamentalt spændende. Man bliver klogere på personerne, som gradvist bliver mere nuancerede, uden at der bliver alt for meget intimsfære og bleskift. Forfatterne balancerer fint mellem de voldelige effekter, spænding og aktørernes hverdagsliv. ”Disciplen” er et fint gaveønske, hvis man vil underholdes i juledagene.

Hjorth og Rosenfeldt, Disciplen, Hr. Ferdinand, 2011, 520 sider, Oversat fra svensk af Ellen Boen.