Camilla Plum: Mit skandinaviske køkken
Mit skandinaviske køkken af Camilla Plum er noget så usædvanligt som en kogebog af en dansk forfatter om det skandinaviske køkken, som er udgivet på engelsk og først derefter er udkommet på dansk. Det sker vist meget sjældent den vej rundt. Den blev udgivet på engelsk for godt og vel et år siden og er blevet rigtigt godt modtaget. Den kom endda på førstepladsen i kategorien World Cuisine – Scandinavian under uddelingen af Gourmand Cookbook Awards 2010. Så forventningerne er høje.
Og selvom det er en lidt spøjs fornemmelse at se en dansk forfatter skrive om ’vi skandinaver’ som om det var henvendt til nogen, der ikke er skandinaver (hvad det jo dybest set også er), så opfyldes forventningerne fuldt ud. Mit skandinaviske køkken er et rigtigt godt bud på en bog, der gør dig klogere på, hvad det skandinaviske køkken rummer af ingredienser, retter og madtraditioner.
Den er grundig uden at blive tør, så det er ikke kun opskrifterne der trækker. Desuden er den lettilgængelig, skrevet i Camilla Plums nede-på-jorden og ligefremme stil. Bogen er en guldgrube af alskens nyttig og unyttig viden om det skandinaviske køkken og hvad det kan byde på. Det er rigtigt god læsning. Jeg er i hvert fald blevet en god portion klogere på skandinavisk mad, hvad det er og hvorfor det er som det er.
Hvad angår opskrifterne er her velkendte såvel som længst glemte retter. Det gælder både de danske retter og de retter, der kommer fra andre dele af Skandinavien. Tidsperioden for retterne spænder bredt. Her er retter der kunne have været gængse da ruder konge var knægt, her er retter som vor mormor lavede dem, og så er der en vaskeægte Camilla Plum opskrift ind i mellem. Og altid med de friskeste og lækreste ingredienser. Ingredienserne er så autentiske som opskrifterne, og det gør det indimellem vanskeligt at finde dem i et supermarked. Men det trækker nu ikke ned for mig, det er her nærmere en måde at udvide horisonten på. Alt i alt en varm anbefaling til Mit skandinaviske køkken herfra.
Camilla Plum, Mit skandinaviske køkken, Politikens Forlag, Oktober 2011