Jørgen Leth: Hvad er det nu det hedder
”Du ved godt at det er digte, ikke?”. Bogbloggerredaktøren skulle lige sikre sig, at senioranmelderen ikke var gået helt fra snøvsen, siden han bad om at få lov til at anmelde Jørgen Leth’s nyeste værk. Og bare rolig, kære redaktør. Det er blot fordi det er Jørgen Leth, hvis bøger, digte og ikke mindst film jeg holder meget af.
”Hvad er det nu det hedder” er digte som Leth har skrevet efter at han mistede alt hvad han ejede og havde, alle hans minder, papirer og fotografier fra et mere end 70 år langt liv. Det skete da hans hus på Haiti styrtede sammen som følge af det enorme jordskælv, der ramte det fattige caribiske øsamfund. En begivenhed, som Jørgen Leth beskriver i samlingens første digt, hvor de første fire linjer lyder:
”Et hus er mere end en ting
Det forsvandt bare
Tak for de gode råd
De sekunder rev huller”
Digtsamlingen emmer af at vi her har med en mand at gøre, der har mistet alt og er ved at finde tilbage til hvem han er. Samtidig er det en mand, der fysisk er blevet ældre og derfor har svært ved at huske så meget som før. For en historie- og anekdotefortæller som Jørgen Leth er det netop vigtigt at ”huskeren” stadig er tip-top i orden.
Et af de bedste digte er ”Det kan jeg ikke huske”, hvor de første fire linjer lyder:
”Jeg siger det kan jeg ikke huske
Jeg har glemt min notesbog
Hun siger det lyder
Som starten på et demensdigt”
Demensdigte kunne titlen på digtsamlingen lige så godt have været.
Mange af Jørgen Leths tidligere digte og kortfilm er iagttagelser af alt og alle, hvor han meget nøgternt beskriver ting som det legende menneske, kvinden, det at gå og så videre. Det samme gør sig gældende her i en stor del af digtene.
Jørgen Leth blev kastet ud i et kolossalt mediestormvejr, da han i 2005 udgav sin selvbiografi ”Det uperfekte menneske”, hvor særligt et kapitel om kokkens datter fik hele det feministiske establishment til at gå i selvsving og stemple den fænomenale fortæller og filmmand som intet andet end en gammel gris. Men det har ikke fået Jørgen Leth til dæmpe sin lyst til at skrive og lave film om kvinder. I 2010 fik filmen ”Det erotiske menneske” premiere og i digtsamlingen her er der en hel stribe digte om kvinder.
Og Jørgen Leth pakker ikke tingene ind. I digtet ”Mens hun taler i mobil” skriver han blandt andet:
”Hun rider mig
mens
hun taler i mobil
Jeg rider hende bagfra
mens
hun checker facebook”
Så eksplicit udtrykker han sig ikke i de andre digte, som mere er egentlige hyldestdigte til kvinden med titler som ”Mænd der ikke hader kvinder”, ”Ikke hader kvinder” og ”Slet ikke hader kvinder”.
Jeg er ikke ”professionel” digtlæser og kan derfor kun forholde til mig hvad jeg selv synes om lige præcis disse digte og den måde lige præcis Jørgen Leth skriver digte på. Og det gør han efter min mening godt. Ikke alle giver lige stor mening eller er lige nemme at forstå, men til gengæld rammer han den også lige på sømmet adskillige gange og man får især et rigtig godt indblik i de følelser, som han har haft efter at have mistet alt i jordskælvet.
Jørgen Leth: Hvad er det nu det hedder. Gyldendal 2011. 98 sider.
PS: Dette er min anmeldelse nummer 100!