Glasslottet er en erindringsroman, der tog mig med storm. Den er helt igennem fantastisk, og så velskrevet som jeg aldrig har læst før. Jeg må indrømme, at den har indtaget førstepladsen som min yndlingsbog.

Forfatteren formår at beskrive sin barndom og familie med en så stor kærlighed at man er rørt dybt inde i hjertet, trods forældrenes store svigt. Man følger forfatteren gennem hele hendes barndom til voksen kvinde, og det er fantastisk at følge beskrivelserne og observationer blive mere og mere modne sammen med den voksende skepsis til forældrene og deres disponering over deres liv. Det er en fantastisk fortælling om hvordan børn blive hårde og små voksne, når deres forældre svigter, og hvor stærkt et søskendebånd kan være.

Vi møder hovedpersonen første gang, da hun er tre år gammel. Hun bor med sine forældre i en trailerpark i Arizona, og da hun er ved at koge pølser selv, går der ild i hende. Hun er indlagt seks uger på hospitalet indtil hendes far kommer og tager hende med hjem, selvom hun ikke er udskrevet endnu. Der er ikke noget med, at hun ikke må koge pølser mere, for hendes mor har en fin forklaring til alting, og man må tage ved lære af sin fejl. Dette er blot én af mange ting, hvor man sidder og krummer tæer. Den stakkels pige må igennem mange ting i sin barndom, og kommer til tider til skade, også da hun falder ud af bilen, mens den kører.

Forældrene er hippier, og familien bor ikke længe i hver by. Faren er alkoholiker, men har store planer om at bygge et glasslot i ørkenen. Moren er kunstner og gider ikke at arbejde. Trods forældrenes meget anderledes livsstil lærer de børnene en hel masse. Børnene kan i en tidlig alder læse og regne. Familien er meget fattig, og lejer sig ind de billigste og mest faldefærdige steder uden møbler, strøm eller toilet. Det er ikke hver dag familien får mad, men der er for det meste altid penge til farens sprut. Når familien er kommet på kant med folk i byen eller der sker noget andet, så forsætter de deres eventyr, som forældrene kalder det. Moren arver huset efter sin mor, og de når at bo civiliseret et par måneder indtil alle penge er brugt på impulskøb, lidt mad og masser af sprut.

Familien ender med at være nødt til at flytte til farens forældre i Welch, som er en lille kulmine by. De er absolut ikke velkomne, og bliver stuvet af vejen i kælderen. Selvom farmoren krænker Jeanettes lillebror seksuelt, får børnene nærmest skældud for at skabe et postyr. Familien flytter til et hus på en skråning, der er så råddent og utæt, som alt det andet de har boet i. Jeanette og hendes søskende bliver alle drillet i skolen, fordi de er så tynde og fattige og kun har tre sæt tøj at skifte i mellem og sjældent er i bad.

Jeanette og hendes to søskende har store planer om at komme væk fra Welch, da de har opgivet håbet om at deres forældre vil flytte. Er det muligt at bryde mønstret og starte et nyt liv, når man ingen penge har, og kun er 17 år?

Jeanette Walls, Glasslottet, Forlaget Hr. ferdinand, September 2011, 320 sider.