Hvordan går man fra at være en initiativrig, men almindelig ung mand, til at være en af verdens rigeste mennesker på 10 år? Det var virkeligheden for Paul Allen, som i 1975 stiftede Microsoft sammen med sin måske mere kendte og yngre makker Bill Gates.

Idea Man er Paul Allens (f. 1953) selvbiografi om opvæksten i Seattle, ven- og makkerskabet med Bill Gates, de første vilde år i Microsoft og de efterfølgende år som hovedrig mæcen og (af og til) succesfuld investor.

Specielt årene i start 70´erne, hvor Allen og Gates koder på lånte terminaler og venter på det teknologiske gennembrud, der gør personlige computere attraktive og billige nok til at sikre udbredelsen, er interessante. Og det samme er hele historien, set fra Allens synsvinkel, om Microsofts op- og nedture i de første 8-10 år.

Bogen har været meget omtalt fordi Paul Allen ikke lægger fingrene imellem når det handler om Bill Gates gode og især dårlige sider. Bill Gates, som Allen lærte at kende som 12-årig, bliver beskrevet som hårdtarbejdende ud i det ekstreme og som en stærk forretningspartner. Der er blandt historier om hvordan Allen og Gates faldt i søvn over deres tastaturer og der er historier om hvordan Bill Gates kunne kode tre dage i træk for bagefter at sove under sit skrivebord, mens hans sekretær bekymret hentede hjælp.

Men først og fremmest fremstiller Paul Allen også Gates som en hård negl og en hård chef. Ikke mindst er Paul Allen tilsyneladende aldrig kommet sig over at hans gamle ven Gates flere gange i de tidlige år fik forhandlet sig til en større ejerandel af Microsoft. Allen skynder sig dog at forsikre læseren om at alt gammelt nag i dag er glemt, bare hvis man skulle mistænke ham for lidt bitterhed.

Desværre er det som om, at de mange spændende historier om Microsoft og de forretningsmæssige nærdødsoplevelser firmaet har i de tidlige år bare ikke rigtigt springer ud fra siderne.

Endnu værre bliver det når Paul Allen i anden halvdel af bogen fortæller om de seneste 20-25 år hvor han har investeret sine milliarder af dollars i blandt andet privat rumfart, Jimi Hendrix museet (Allen kan lide at spille guitar) og et Science Fiction museum (Allen kunne lide SciFi da han var ung) og 100 andre værdige sager her, der og alle vegne. Inklusiv indkøbet af både et basketball hold og et amerikansk fodboldhold.

De mange gode initiativer får Paul Allen til at fremstå som en venlig, betænksom, meget velstillet mand der kan lide projekter og gerne vil gøre noget for sin hjemby Seattle. Men var det ikke lige fordi han havde tjent sine milliarder i Microsoft er det dybest set ret kedsommeligt. Ikke mindst historierne om hvordan Allen ringer til sin gode ven Bono og at han har spillet guitar til Mick Jaggers 56-års fødselsdag virker påklistrede og lugter for meget af namedropping fra en fyr, som ellers ikke burde have noget at bevise.

Alt i alt er Idea Man ikke en ringe bog, da den reddes af historien om det tidlige Microsoft, men det er en bog der burde stoppe da Allen i 1983 ikke længere arbejder for Microsoft. For derefter virker både fortællingen og Allen uden nærvær og nerve i en endeløs opremsning af hvad de superrige gør for at holde kedsomheden fra døren.

Paul Allen, Idea Man – A Memoir by the Cofounder of Microsoft, Penguin, April 2011, Engelsk, 368 sider.