Ig Perrish vågner en morgen med meget store tømmermænd. Og horn i panden. Til at starte med tror han, at han er ved at gå fra forstanden, men folk omkring ham lader godt til at kunne se hornene, de er bare mærkværdigt ligeglade med dem. Og hornene har den effekt på folk, at de fortæller Ig deres mørkeste hemmeligheder og deres forbudte lyster, hvad enten han beder dem om det eller ej.

Ig´s første og eneste kæreste, Merrin, blev brutalt voldtaget og myrdet et år forinden, og siden er livet ikke gået Ig´s vej. Han blev aldrig hverken dømt eller renset for mordet, og det betyder, at det er et evigt uafsluttet kapitel i hans liv. Men da chokket har lagt sig over at han har fået horn, og over hvad hornene gør ved folk omkring ham, begynder han at øjne en mulighed for endelig at finde ud af, hvem der myrdede Merrin. For hvis alle uden videre buser ud med deres mørkeste hemmeligheder, så vil morderen ikke kunne gemme sig meget længere.

Selvom horn i panden meget hurtigt leder tankerne hen på djævlen og på andre religiøse aspekter af det gode og den onde, så er hornene i denne bog først og fremmest en indgangsvinkel til at finde ind til alt det, som folk ellers lader være usagt. Til alt det grimme som man aldrig ville sige, som man skammer sig over og som man holder hemmeligt. Men tingene er meget sjældent som de ser ud ved første øjekast, så selv grænserne mellem det gode og det onde udviskes, alt efter hvilke øjne man ser det med.

Bogen lægger ud med en god portion had og selvlede. Den handler om Ig´s trang til hævn over den mand, som tog hans elskede fra ham, og om de mørke sider, vi alle har i os. Men når bogen slutter, kan man se at det egentlig i høj grad er en kærlighedshistorie. Om hvor meget verden falder i grus når dem vi elsker dør, og om hvor meget dem vi elsker vil gøre for os – og hvor meget vi vil gøre for dem og tilgive dem. Og det på trods af alle de fejl og mangler vi har, og på trods af alle de fejltrin vi begår.

Joe Hill har her begået en særdeles underholdende og dejligt anderledes bog. Selv de, som normalt ikke er til bøger med et lidt overnaturligt glimt i øjet, vil kunne nyde denne bog, hvor tilstedekomsten af et par horn mest fungerer som en anderledes vej ind i sjælens mørke afkroge.

Joe Hill, Horn, People’s Press, Marts 2011, 406 sider