Kjersti Annesdatter Skomsvold (f. 1979) har skrevet en virkelig god debutroman om en ældre kvinde, hvis liv nærmer sig sin afslutning. Selvom det handler om en ensom gammel dame er det på ingen måde kedeligt. Tværtimod.

Forfatteren skriver enkelt, flydende og præcist, hvilket gør historien meget læsevenlig. Samtidig krydres fortællingen med fantastiske små detaljer som “Mine tæer strakte sig mod solen som sultne børn mod kødgryden” og senere i bogen, hvor hovedpersonen møder nabokonen i opgangen: ´Jeg nikkede mod døren til naboen på den anden side af gangen: “Vidste du at han er skizofren?” “Men det er han da ikke,” sagde hun. “Åh jo” sagde jeg, “jeg har hørt flere forskellige stemmer derindefra”.´

Jo hurtigere jeg går, jo mindre er jeg handler om den ældre kvinde Mathea Martinsen, som ved at slutningen på livet nærmer sig, og som derfor gør sig tanker om sit lange men ikke synderligt begivenhedsrige liv. Hun har haft sparsom kontakt til andre mennesker, og er bekymret for om hun nu dør uden at nogen ved at hun har levet. Hun vil derfor lave en tidskapsel og samler forskellige ting, som dokumentation på, at hun har levet. I sit lange liv har hun kun haft et enkelt job, en enkelt mand, og det fotoalbum hun har rummer stort set kun familiebilleder fra før hun blev født. Til gengæld har hun en skuffe fuld af telefonbøger, en pose fyldt med tænder og hun er god til at bage kyskager.

Mathea Martinsen tager blandt andet læseren med på en rejse tilbage til barndommen. Her legede hun “lig, præst og begravelse” med sin eneste veninde, og det var hende, der skulle begraves i en myretue. Hendes far bagatelliserede hendes efterfølgende råb om hjælp med kommentaren “myreterapi er god mod reumatiske lidelser”. Senere fortæller hun om dimissionen i skolen, hvor hun står alene tilbage, da alle de andre elever har modtaget eksamensbeviset og rektors eneste kommentar er “hvem er du?”. Med en sådan opvækst er det måske ikke så sært, at hun som voksen trækker sig fra fællesskabet med bemærkninger som “Det var ærgerligt at alle møderne med de andre husmødre i blokken var om tirsdagen, for det var den eneste dag i ugen hvor jeg var i dårligt humør.”

Alt i alt er der tale om en rigtig flot debutroman og jeg læser meget gerne mere fra Kjersti Annesdatter Skomsvold.

Kjersti Annesdatter Skomsvold, Jo hurtigere jeg går, jo mindre er jeg, Forlaget Republik, 157 sider, Maj 2011, Oversat fra norsk af Karen Fastrup.