// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Mette Blomsterberg: Blomsterbergs søde sager
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Mad og drikke

Mette Blomsterberg: Blomsterbergs søde sager

Skrevet af den 9. maj 2011 – 07:12Ingen kommentarer

Hvis man er til kager og desserter er man allerede bekendt med Mette Blomsterberg, for lige siden hun tonede frem på DR i programmet Det søde liv, har hun været Danmarks ukronede dronning på det felt. Og nu har hun så forfattet sin tredje bog om kager, desserter og andet sødt, med den meget rammende titel Blomsterbergs søde sager.

Mange af opskrifterne kommer fra DR programmet Det søde liv, og findes således også på DR´s hjemmeside. Her er en del af dem så på bogform, hvilket gør dem dejligt lette at have med i køkkenet. Der er dog også et par opskrifter med, som også var at finde i Blomsterbergs anden bog Forelsket i det søde liv, og efter sigende er der også et par gengangere fra hendes bog skrevet for Politiken; Politikens bog om dessert. Den har jeg dog ikke, så det har jeg ikke kunnet tjekke.

Men hvorom alting er bryder jeg mig ikke om genbrug af opskrifter fra en bog til den næste. Det får mig til at stille spørgsmålstegn ved bredden af Blomsterbergs repertoire, at opskrifter direkte genbruges i flere bøger, og at endnu flere går igen i en lidt varieret form. Det betyder, at man ikke nødvendigvis behøver at eje mere end én bog af Mette Blomsterberg, så længe man selv kan finde ud af eksempelvis at erstatte jordbær med blommer i en opskrift.

Til gengæld kan der ikke stilles spørgsmålstegn ved Blomsterbergs håndværk. Hun er konditor til fingerspidserne, og hun kan sit kram, uden tvivl. Og opskrifterne er alle sammen lækre og indbydende, hvilket de dejlige billeder hjælper med til at få frem. En opskrift som citronmånen bør alle lave mindst én gang i deres liv, for den er fantastisk, og kvaliteten af den står i skærende kontrast til supermarkedets citronmåner, som vi ellers er vant til. Sådan en opskrift alene gør, at bogen er værd at anskaffe sig, også selvom den findes på DR´s hjemmeside, for den kan næsten ikke undgå at blive en klassiker derhjemme.

Og her er også andre opskrifter på søde sager, som allerede er klassikere. Vil du gerne vide, hvordan man laver napoleonshatte, linser eller kransekage, så kan du få svaret her. Her er også masser af mousser, cremer og fromager, for ikke at tale om chokoladekage, tærter og forskellige muffins.

Opskrifterne er af stærkt varierende sværhedsgrad, og går således fra det idiotsikre og virkeligt enkle til det ret komplicerede, som kræver noget mere gåpåmod og tid. Men opskrifterne er generelt rigtigt godt og grundigt forklaret, så langt de fleste steder vil man ikke føle sig usikker på, hvordan man skal gøre. Enkelte af de sværere opskrifter kunne godt have brugt en illustreret gennemgang, men man kan jo gå ind på DR´s hjemmeside og gense programmerne, hvis man er meget usikker, for mange af teknikkerne er gennemgået i programmerne.

Mette Blomsterberg, Blomsterbergs søde sager, Politkens Forlag, April 2011

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.