“Dalen” er fortællingen om den 12 årige dreng Páll, som vokser op i 1920’erne på sanatoriet for tuberkuloseramte i dalen Hoydal udenfor Tórshavn. Fortællingen starter i foråret 1924, hvor den tuberkuloseramte pige Sigrid ankommer til stedet og man følger hende og drengen gennem det år, hvor hun bor der.

Væsentlige dele af tuberkulosebehandlingen er dansk sovs og frisk luft i meget kolde liggesale. Bogen rummer også spørgsmålet om det er bonden eller fiskeren, der er mest mand. Og om det er bonden eller fiskeren, der yder mest til samfundet. Derudover er bogen også en hyldest til kvinder for at hente, bringe, lave mad, gøre rent og alt det andet som kvinderne nu engang gør.

Et gennemgående emne er døden. Døden som afslutning på et forløb med tuberkulose. Og forfatteren formår faktisk at skildre døden som noget udramatisk, roligt og smukt. Et kunst der ellers ikke er let.

“Det var slemt nok ombord på skibene. På hver tur var der altid en eller anden, der blev skør, inden de kom hjem igen. Gudmund sagde, at det var af mangel på kvinder. Pàll vidste præcis, hvad han mente. Så kom der hul på strømperne…..at have det samme tøj på dag og nat…en frygtelig mangel på kvinder”. Citatet er et af flere søde og humoristiske, hvor den 12 årige Páll tror, at han præcist ved, hvad det er de voksne mener.

Bogen er poetisk med beskrivelser af stedet, naturen og drengens tanker om andre mennesker. Jeg synes, dog at handlingen drukner i alle beskrivelserne. For eksempel er der en detaljeret beskrivelse af en å´s vej gennem landskabet. Senere er der en længere passage om fiskelæber. For mig er det bare for mærkeligt. Og for kedeligt.

Hvis du er nysgerrig på sygdommen tuberkulose og dens følger, og er du til det mere poetiske, ja så er bogen muligvis noget for dig. Hvis ikke må du hellere vælge en anden bog.

Gunnar Hoydal, Dalen, Forlaget Torgaard, 2008, Oversat fra færøsk (1999) af Jette Hoydal.