Christian Kocks “De svarer ikke” burde som minimum være obligatorisk læsning for journalister på Christiansborg samt politiske kommentatorer. Og ikke at glemme – mange politikere kunne nok også have glæde af den. For det er dem og deres måde at debattere på, bogen i høj grad handler om.

Hvorfor har den politiske debat betydning? Kan de ikke bare skændes, som de vil inde på Borgen, og skælde ud på hinanden i underholdende tv-dueller? Nej, siger Kock, det er ikke godt nok. Som borgere bør vi have et grundlag at tage stilling på og vurdere, hvem der har ret med hensyn til politiske problemstillinger. Hvordan skal vi ellers afgøre, hvem vi vil stemme på? Den gode debat giver os dette grundlag. Vi hører argumenter fra parter, der er uenige. Vi hører svar på argumenter, der er fremført af modparten. De argumenter, der fremføres er relevante og vedkommende for sagen. De hjælper os med finde vores eget standpunkt.

Men politikerne leverer ikke dette grundlag. I stedet for at argumentere, glider de af på spørgsmålene. De bruger indstuderede svar, krydrer udenoms-snak med selvros, fusker med fakta og mistænkeliggør deres modstandere. I Kocks optik er essensen af denne glidebane, at den politiske debat er reduceret til ”blah, blær og blame-game”. Borgeren får ikke et godt grundlag at danne sin holdning på. Vi tages ganske enkelt ved næsen, hvis vi ikke er vågne, mener bogens forfatter.

Lad os tage et eksempel. Statsminister Lars Løkke-Rasmussen bliver på et pressemøde spurgt, hvad han mener om et forslag fra oppositionen om at udskyde vedtagne lettelser i topskatten på grund af underskuddet på betalingsbalancen. Statsministeren indleder sit svar således:

”Jamen jeg har godt set, hvad det er de foreslår. Og det er på mange måder befriende, fordi så er det jo til at kende billedet igen af en opposition, som kun har én opskrift, nemlig at sætte skatterne op”.

Hov, spørgsmålet blev vist ikke besvaret. I stedet tegnes oppositionens standpunkt med meget fri hånd for at sikre, at de fremstår så skræmmende som muligt. Villy Søvndal greb et andet virkemiddel i en debat om Muhammed-tegningerne:

”Det bliver spændende – eller pinagtigt – at følge statsministerens fremtidige ageren i sagen om Muhammed-tegningerne. Det var en utrolig selvgodhed og selvtilstrækkelighed, der ikke gav Fogh overblik til at rumme nogle implikationer, der rakte ud over lidt avisdebat”.

Hvad er der på spil her? Søvndal bruger en psykologisk motiv-anklage til at mistænkeliggøre Fogh. Dermed undgår SF’s formand at forholde sig til de argumenter, statsministeren har fremført.

Bogen er gennemsyret af eksempler på de mange uskikke i den politiske debat. Kock er overbevist om, at det er blå blok, der bedst og mest bevidst mestrer ”blah, blær og blame-game”, men han bruger eksempler fra begge sider af Folketingssalen. Afsættet for blå bloks holdning til den politiske debat viste sig hurtigt efter systemskiftet. Med Fogh Rasmussens kontraktpolitik behøver man slet ikke debattere og give argumenter for og imod. Kontrakten skal blot overholdes.

Kock dissekerer uhyggelig sikkert de forskellige metoder til at undgå en oplysende debat. Værst står det til, når talen falder på indvandring. Her er der virkelig frit slag. Gær en gang, hvem der er mester for følgende:

”Flygtninge har svært ved at komme op om morgenen. De simulerer sygdom og får lægerne til at lave falske lægeerklæringer. De står ikke til rådighed for arbejdsmarkedet. De skal sættes til at flå mink. Til at arbejde med svin, det har de ikke noget imod. De skal tage det beskidte, rutinemæssige og dårlige arbejde…” Det er såmænd Bertel Haarder, der her lader sin galde og foragt sprøjte ud. Ser man på argumentationsformen er uskikken, at der generaliseres. Der er tale om en uskik, fordi debatten kører af sporet. Vi ender med to lejre, der råber og skriger af hinanden i et opgejlet og fjendtligt toneleje.

Christian Kocks analyse af den politiske debatkultur er særdeles velskrevet og sine steder bidende polemisk. Pointerne er grundigt underbyggede med mange underholdende eksempler, så læs den, og få svar på, hvorfor de ikke svarer.

Christian Kock: “De svarer ikke – fordummende uskikke i den politiske debat”. Gyldendal. 2011. 225 sider.