En fantast, et kup og en beskrivelse af et sammenbrud. Ask Hansens Fiume tager os med til den præ-fascistiske magtovertagelse af byen Fiumi i vore dages Kroatien i tiden lige efter første verdenskrig.

Forfatteren Gabriele d’Annunzio drømmer om at genopbygge Italiens storhed og gøre op med det i hans øjne svage italienske demokrati. Italien var på den vindende side under krigen, men det havde været sløjt med resultaterne på slagmarken og der var slået store skår i selvfølelsen. Det blev ikke bedre af, at italienerne følte sig dårligt behandlet i Versailles-traktaten.

D’Annunzio tager derfor skæbnen i egen hånd, og stabler en protestbevægelse – et oprør – på benene. Fiumi er til mange italieneres fortrydelse blevet tildelt Jugoslavien ved fredsaftalen, og derfor indtager oprøret byen for at gøre den til en fristat og et eksempel for resten af Italien. Her skulle de nye tider blomstre, og d’Annunzio regerer som diktator omgivet af stærke mænd, smukke kvinder og en helt ny og moderne forfatning.

Drømmene var store, men evnerne små. Fiumi er en roman om fantastens kamp for sine ideer, de mennesker der fulgte ham og deres håb, politiske kamp og ikke mindst om en turbulent tid i krigens skygge på tærsklen til fascismen.

Det er et fantastisk emne, der burde tale lige ned i tidsånden. Desværre er romanen ikke helt vellykket. Jeg kan ikke relatere til personerne, der alle fremstår temmelig sølle og uden forsonende træk. Det første er klart være end det sidste, for normalt elsker jeg en god anti-helt og et drama med store drømme og armbevægelser burde ligge lige til mit læse-højreben.

Det bedste ved romanen er dens fantastiske bagsidetekst, men gejsten og magien ved de store drømme, kaos og radikalisering udebliver indeni.

Ask Hansen: Fiume. 345 sider, Jensen & Dalgaard. Udkom 11. juni 2026