Janus Kramhøft: De nærmeste

Martin er en skriveblokeret forfatter, utro ægtemand til Marie og fortvivlet pårørende til selvmordstruet ven. Og så har han galoperende midtlivskrise.
Vi følger ham hen over en periode, hvor det hele går ned ad bakke. Konen er sur over hans seneste roman, hvor han skriver om utroskab med en ung kvinde, for er det ham selv, han skriver om? Hans ven Adrian vil tage sit eget liv og Martin ved ikke, hvordan han skal hjælpe ham. Selv sidder han i sit arbejdsværelse og tyller hvidvin uden at skrive.
Der er noget at tage fat på, og bogen starter også godt. Sproget, tonen og formatet med korte kapitler, brede margener og stor linjeafstand sætter tempoet. Men så sker der aldrig rigtigt mere. Samme rille hele vejen. Og jeg er desværre efterladt med en oplevelse af, at romanen aldrig rigtigt kommer i gang.
Måske handler den om det svære i at dele sine følelser med sine nærmeste, men ikke lykkes med det, som i Martins tilfælde med konen Marie. Eller måske om at svigte sine nærmeste, som i tilfældet med vennen Adrian. Men vi berører det kun i overfladen og bogen ender uden reel forløsning. Der er ingen silver lining.
Metalaget i bogen om den roman, som fortælleren har skrevet, der forstyrrer forholdet til konen, rejser en nysgerrighed. Konen tror, den handler om ham. Han siger, det er fiktion. Vi kunne spekulere i det samme for denne roman. Fortælleren er dansk, forfatter og bosat i Oslo, lige som bogens forfatter. Hvad er ham, hvad er fiktion?
Det er i tillæg forfatterens tredje roman om ”Martin” og hans udfordringer i livet med ægteskab, lidenskab og utroskab. Det er nærliggende at sætte lighedstegn mellem fortæller og forfatter.
Redaktøren for den originale norske udgivelse er også Karl Ove Knausgård, og det er måske en del af forklaringen på det meget indadvendte spor. Det hele handler om fortælleren selv. Er det et problem? Næh. Er det særlig interessant for læseren? Heller ikke.
Måske for dig, der kunne lide Knausgaards fembindsserie om… ja, sig selv.
Janus Kramhøft: De nærmeste, Politikens forlag, januar 2026, 195 sider.
