// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Georgi Gospodinov: Gartneren og døden
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Erindringer

Georgi Gospodinov: Gartneren og døden

Skrevet af den 3. december 2025 – 07:09Ingen kommentarer

Bulgarske Gospodinov er et utroligt spændende bekendtskab. Han skriver smukt og overraskende om det uforståelige og ubegribelige, og formår i sit forfatterskab igen og igen at imponere. I Gartneren og døden har han forladt fiktionen for at skrive om sin fars død – og hans liv. Det er der kommet en lille sorgfuld perle af en bog ud af.

Gospodinovs far voksede op under det kommunistiske diktatur i Bulgarien i stor fattigdom. Han hverken formåede eller ønskede at passe ind, men efter regimets fald fandt han i alderdommen glæde ved at passe sin have og sin hund. En dag får han konstateret kræft, og livet nærmer sig sin slutning.

For sønnen bringer det ikke bare stor sorg med sig over det snarlige tab af en elsket far, men også almenmenneskelige overvejelser om livet, døden og hvad vi egentlig er på jorden for. Fra det nære og det konkrete, til det filosofiske og søgen efter mening.

Gospodinov skriver præcist og rørende om sin far, hans tid og deres forhold. Han skriver om døden og derigennem også om livet, men også om erindring og alt det, vi helst ikke vil forholde os til. Som årstiderne skifter i faderens have, skifter vores liv også, og hvis vi ikke passer på det, gror det til. Sorg er ikke noget, man arbejder sig igennem. Det er noget, man lærer at leve med, og Gospodinov er en venlige lærer, der viser sin læser hvad han selv har oplevet uden at være belærende eller dominerende.

Det er en anbefalelsesværdig bog for alle – og stilsikkert oversat til et dejligt dansk.

Georgi Gospodinov: Gartneren og døden. 240 sider, Jensen & Dalgaard. Oversat af Helle Dalgaard, udkom 9. oktober 2025

Der er lukket for kommentarer.