Lone Aburas (f.1979) debuterede i 2009 med den anmelderroste roman Føtexsøen og Den svære toer er derfor helt konkret hendes bog nummer to. Om den reelt har været svær for hende at skrive vides ikke. Noget taler for at svaret er et nej.

Bogen emmer i hvert fald af overskud og viser forfattens evne til at skildre hverdagslivet og alt det der foregår og siges (og ikke siges) mellem mennesker i et enkelt og præcist sprog. Trods sin (rimelig) unge alder skriver hun med en livserfaring og en bred almen viden, der gør hendes bog til noget særligt. Og du skal ikke tage dig af bagsidens varedeklaration, der blandt andet indeholder en advarsel om at bogen ikke indeholder ironi. Det er nemlig løgn.

Den svære toer er en kollektivroman. Det vil sige, at der ikke er tale om én eller få hovedpersoner, men en større gruppe mennesker, der er knyttet sammen af bånd, der er bredere end en slægts. Vi møder Kristoffer som er uddannet fra RUC, single og som aver sig mors hund. Vi møder den storrygende frisør Lilly, som møder Kristoffer en dag hun hat lånt en hund af Lasse, som er forelsket i Lilly. Derudover møder vi Klaus fra Kristoffers arbejdsplads, som er lykkeligt gift indtil den dag, han kommer til at bede om en pause og utilsigtet kører sig selv ud på et sidespor. Og så møder vi en pusher, en underviser i hundeadfærd med dårlige engelskkundskaber og et sæt tvillinger.

Vi møder dem midt i hverdagen, midt i karrieren og midt i kærligheden. Og lige så pludseligt smutter vi igen ud af deres liv på side 166. De sidste sider i bogen (op til de som nedenfor angivet 172 sider) er sjovt nok et oplæg til analyse af teksten i bogen, hvis man skulle føle trang til det. Jeg springer en nærmere analyse af teksten over og vil i stedet runde af med en opfordring til dig om at læse bogen. Den er nemlig god. Rigtig god.

Lone Aburas, Den svære toer, Gyldendal, Januar 2011, 172 sider