// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Édouard Louis: Kollaps
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Édouard Louis: Kollaps

Skrevet af den 9. september 2025 – 05:34Ingen kommentarer

“Døden kræver en hurtig oplæring”.

Da forfatterens storebror dør, har han ikke set ham i 10 år. For at støtte sin mor og søster rejser han til den by, broren boede i. Tiden omkring dødsfaldet bliver en rejse tilbage i familiens og brorens historie. Kollaps er fortællingen om en dreng, der tidligt oplever at mislykkes med meget i livet og der som voksen ofte griber til druk, vold og løgne som en måde at være i verden på.

Édouard Louis undersøger med bogen, hvad der førte til broens fald og tidlige død. I bogen kredses om de samme temaer, som vi kender fra forfatterens andre bøger: vold, fattigdom, skam. Har du sat pris på de andre bøger, er Kollaps også noget for dig. Især vold er forfatteren som altid optaget af. Vold er meget mere end blå mærker. Vold ses også som hån, ydmygelse og fornedrelse. Og vold i barndommen følger ofte med ind i voksenlivet enten som et sår eller som en integreret måde at håndtere livet på.

Når Édouard Louis skriver om sin familie, er det sjældent enten sort eller hvidt, de personer han beskriver er sjældent kun onde eller kun gode. Han har fokus på nuancerne og det samme gør sig gældende for broren, selvom forfatteren tydeligt tager afstand fra hans livsstil, fremhæver han også de (få) pæne sider.

Til trods for de tunge emner er bogen nem at læse og absolut interessant læsning for dig, der læser om de nære svære relationer.

Édouard Louis (f. 1992) debuterede med den prisvindende roman Færdig med Eddy Bellegueule om sin egen opvækst i fattigdom i den nordlige del af Frankrig. En fremragende roman! Den unge forfatter har allerede fået udgivet flere gode romaner og jeg må især fremhæve Voldens historie. Voldens historie er en vigtig, barsk, oplysende, fangende, rørende og fremragende roman om en voldtægt og om tiden derefter, og om at springe ud som homo og at frigøre sig fra sin familie og fortid.

Hvis du endnu ikke har læst noget af Édouard Louis, anbefaler jeg at du starter med Færdig med Eddy Bellegueule. Herefter kan du bare snuppe bøgerne en efter en.

Édouard Louis, Kollaps, August 2025, Gyldendal, 246 sider, På dansk ved François-Eric Grodin

Der er lukket for kommentarer.