Anne Stern: De forsvundne børn
”De forsvundne børn” er den anden bog i serien om Hulda Gold, jordemoderen i Berlin. Skulle du have misset den første, så fortvivl ikke. Du kan sagtens læse denne uafhængigt af ”Skygge og lys”. Men læs den gerne. Den er – ligesom denne ”De forsvundne børn” – absolut fremragende.
Hulda er jordemor og af jødisk afstamning. Hun interesserer sig dog ikke synderligt for religion, og her i 1923 i Berlin mener hun stadigvæk, at byen er det sikreste og frieste sted for folk af alle religioner at leve, efter folk af hendes tro gennem generationer er blevet dræbt og forfulgt stort set alle de steder, de har boet.
Men Hulda er selv begyndt at se tegn på, at tiderne er ved at skifte. Hun lader det dog ikke påvirke hendes vigtige arbejde, hvor hun er stødt på helt andre udfordringer. Hendes kæreste, Karl, der er kriminalkommissær, arbejder på en sag om nogle dræbte børn, og nu støder Hulda på en familie, der kort efter fødslen af en lille dreng, ikke længere kan fortælle hende, hvor barnet er henne. Er der en forbindelse mellem de to sager?
Anne Stern bor selv i Berlin og kender byen til bunds. Hun formidler sin viden om byen meget levende. Samtidig har hun studeret både tysk, historie og litteraturvidenskab på universitet og har arbejdet som lærer, og hendes evne som formidler fornægter sig heller ikke.
Jeg har altid været imponeret af forfattere, der med sikkerhed og uden tøven sætter deres handlinger i tider, der ligger langt fra vores, og Stern gør det meget overbevisende. Jeg holder af Hulda, når jeg læser Sterns bøger. Jeg er ikke blevet fortrolig eller gode venner med hende endnu. Det kan komme i de næste bøger, som jeg også meget gerne vil læse. Men Sterns akademiske tilgang skaber en let (meget let) distance til de enkelte karakterers personlighed. Og det er helt i orden. Handlingen bærer i den grad historien.
Men næste skridt er at gøre personerne endnu mere nære og levende. Det kommer. Vi er allerede tæt på. Den ekstra gave, vi får, mens vi venter på perfektion, er en forbindelse til en tid, vi alle har kendskab til. Vi ved, hvordan det endte? Vi ved, hvad der venter lige rundt om hjørnet. Og det gør bogen ekstra spændende.
Anne Stern: ”De forsvundne børn”, Forlaget alpha, 335 sider, på dansk ved Henrik Andersen, udkom januar, 2025
Læs også:
Anne Stern: Skygge og Lys