Vibeke Grønfeldt: Lufthavet
Vibeke Grønfeldt er en erfaren forfatter med en stor og trofast tilskuerskare. Et hav af romaner og en novellesamling senere skal de samme fans nu sætte sig lidt anderledes til rette, når de tager hul på ”Lufthavet”. Nu serverer hun nemlig en dystopisk fremtidsroman – i et sprog, som ingen før har leveret.
Vi ved ikke, hvad der er sket. Men verden, som vi kender den, er brudt sammen. Døde svaner er skyllet op på stranden. Der er langt færre mennesker end normalt. Ingen elektricitet. Intet internet, Ingen mobilnetværk. Intet vand i hanerne. Og maden henter du der, hvor du kan finde den.
For Petra er det i det forladte supermarked. Med sine barnevogn, der oftest er fyldt med dåser, vandrer hun rundt og laver dagens ’opgaver’. Men Petra er ikke en forladt og forkommen sjæl. Hun er et dejligt menneske med stor appetit på alt, der er omkring hende og en medmenneskelighed, vi normalt altid ser forsvinde i denne slags scenarier. Og Petra er ikke en person, der flygter fra sin virkelighed. Hun har et formål med sine ture og vandringer.
Grønfeldt provokerer mig, når hun skriver om dystopi med brug af så elegant et sprog. Hun er en mester i betragtninger og beskrivelser, og den lyriske tilgang til en fremtidsverden i forfald fanger mig helt og holdent.
Og det er gennem sprogbruget, hun giver os et indblik i skønne fantastiske Petra. Det er jo hende, der ser og oplever, husker tilbage (også i fremtiden) og mærker. Det er som om, elektriciteten, nettet, mobilen og alle de andre ting, der ikke længere er en del af virkeligheden, har taget pladsen for alt det, vi før følte, duftede, hørte og så; som om, vores sanser i denne verden af materielle afsavn igen kan blive styrket, så vi ser og forstår og sanser alting bedre.
Om det er hendes budskab, skal jeg ikke kunne sige. Men det var én ting, jeg fik ud af denne herlige bog. Og ja, jeg kaldte lige en bog om en dystopisk fremtid for ’herlig’. Læs den, og se, om I giver mig ret.
Vibeke Grønfeldt: ”Lufthavet”, Vinter Forlag, 258 sider, udkom oktober, 2024
Læs også: