Signe Gjessing er kendt for sin eksperimenterende og udfordrende poesi, og hendes seneste værk, prosa- og digtsamlingen, I kan da også bare skrive om stjernerne, er ingen undtagelse. Denne lille, men begavede samling af prosa og poesi kræver noget af sin læser – både tålmodighed og en vis villighed til at lade sig opsluge af det legende, grænsesøgende sprog, der blander det storslåede med det jordnære, det uendelige med det hverdagsagtige.

Gjessings digte er ikke nemme at forstå ved første øjekast, og de er bestemt ikke for alle. De kræver energi at dechifrere og analysere, men det er også det, der gør dem så unikke og interessante. Denne samling er et bevis på, at kvantitet ikke er en nødvendighed for at skabe noget tankevækkende. Der er en særlig glæde i at dykke ned i teksterne, selv hvis man ikke føler, at man helt forstår dem. Gjessings værker kan opleves som enten volapyk eller genialiteter alt afhængig af hvordan man vælger at tilgå dem.

Samlingen har en surreel, næsten futuristisk atmosfære, der vækker mindelser om fx Jonas Eikas novellesamling Efter Solen. Men hvor Eika udforsker det dystopiske og fremtidsorienterede, tager Gjessing læseren med på en rejse ud i universets svimlende vidder og trækker tråde mellem det guddommelige og det hverdagslige. Resultatet er en række digte, der giver naturen menneskelige egenskaber og på forunderlig vis kobler den med moderne samfundslingo om konferencer, førstehåndsindtryk, hadegaver og andre lignende fænomener.

Gjessing sammensmelter kontrasterende elementer. Hun trækker linjer fra stjerner, guder, havet og paradiset til ostehøvle, Ritter Sport, årskort og tandtråd. Det absurde møde mellem det storslående og det trivielle skaber en følelse af forundring og undren hos læseren, som samtidig bliver tvunget til at reflektere over de ting, vi måske tager for givet i vores daglige liv.

Gjessings stil er forfriskende, fordi den bryder med den traditionelle lyriks normer. Der er en legende frihed i hendes ordvalg og en næsten musikalsk rytme i hendes vers, der inviterer læseren til at fortabe sig i sproget. Det gør ikke noget, hvis man som læser, ikke får hele meningen med, for Gjessing formår at skabe en oplevelse, hvor sprogets egen skønhed, kraft og lydlighed bliver tilstrækkelig i sig selv.

I kan da også bare skrive om stjernerne kan virke som en lille bog, men den er fyldt med store tanker. Gjessing viser, at det absurde og det meningsfulde kan eksistere side om side, og at poesi ikke altid behøver at følge en lineær logik for at være dyb og tankevækkende. For dem, der er til udfordrende lyrik, vil denne bog være en fryd og en skatkiste af sprogleg, for andre vil den måske føles som et mysterium uden svar, og den bestemt ikke er for alle.

Signe Gjessing: I kan da også bare skrive om stjernerne!, Gyldendal, 40 sider, maj 2024