Man skulle næsten tro, at udgivelsen af Jenny Rossanders debutroman, Jeg har tænkt mig at skrige hele vejen, er blevet timet med den omtalte DR dokumentar Sexisme i Musikbranchen. Men i stedet for at fremhæve de magtfulde mænd som grænseoverskridende og upassende, har Rossander skrevet en spændende, velskrevet og fantastisk roman om den mere subtile magt, og hvordan mænd kan være både omsorgsfulde, naive og velmenende og samtidig fuldstændig blinde overfor deres egen magtposition og de konsekvenser det har for den anden part.

Når man læser romanen kunne man nemt tro, at hun var en erfaren og etableret forfatter. I virkeligheden er dette hendes autofiktive debutroman, og Rossander, også kendt som musiker under kunstnernavnet Lydmor, skriver sig dermed ind i litteraturen som multikunstner, der mestrer både musik, teater og litteratur.

Romanen handler om protagonisten, der debuterer i teaterverdenen, hvor hun både spiller med i stykket Elektra og komponerer musikken til det. Hun bliver en del af holdet bag stykket og bruger meget tid sammen med instruktøren og scenografen. Dette leder til en forelskelse og forhold med den gifte instruktør. Som romanen skrider frem, bliver det sværere og sværere for protagonisten at forblive elskerinde og et andet menneskes hemmelighed, hvilket tærer på hendes psykiske velvære.

Romanen giver et fascinerende indblik i teaterverdenen og tilbyder en dybdegående skildring af elskerindens rolle, en underrepræsenteret historie i litteraturen. Rossander benytter sig af et særligt stilistisk greb, hvor jeg-fortælleren orkestrerer og sætter scenen og instruerer og kommenterer på protagonisten, som er tydeligt, er hende selv. Derudover er romanen inddelt i fire akter, hvilket giver en direkte reference til teaterverdenen og understøtter romanens tematik.

En af romanens genistreger er, hvordan protagonisten kommer til at arbejde på teaterstykket Tine, baseret på Herman Bangs anerkendte roman. Protagonistens egen skæbne har mange paralleller til historien om Tine, og denne sammenkædning tilføjer et ekstra lag af dybde og refleksion til fortællingen.

Romanen er utrolig velskrevet og fungerer som en sand page-turner. Rossanders evne til at skrive føles som en naturlig forlængelse af hendes musiske talent, hvilket gør, at man nemt kunne tro, at hun har flere bøger bag sig.

Efter at have læst romanen får nogle af Lydmors sange nye aspekter og dybder, hvilket gør læseoplevelsen endnu rigere. Jeg håber på, at vi ser meget mere til Rossander som forfatter, for der er ingen tvivl om, at hun også mestrer den skrevne kunst.

Jenny Rossander: Jeg har tænkt mig at skrige hele vejen, Politikens Forlag, 320 sider, maj 2024