Jeg elsker, når store forfattere genudgives, så sprogskattene bevares. Derfor var det også en stor glæde at modtage Edith Södergrans samlede digte i en komplet nyoversættelse og gendigtning begået af forfatteren og digteren Ursula Andkjær Olsen, der netop, velfortjent, har modtaget Prins Henrik Prisen for sit bidrag til den dansksprogede poesi. En sprogenes mester oversat af en anden sproglig mester. Det kan næsten ikke blive stærkere.

Södergran blev født i 1892 i Skt. Petersborg, og debuterede med “Dikter” i 1916. I 1917, brød den russiske revolution ud, og familiens økonomi brød sammen, så Södergran levede resten af sit liv i fattigdom. Hun døde af tuberkulose som 31-årlig, ugift.

For mig står Södergran som en af de stærkeste digtere nogensinde. Digtenes temaer kredser om køn, kvindefrigørelse, smerte, længsel, skønhed og død. Og de er alle forbløffende aktuelle.

Hun er en af de første, der i sine tekster kæmper for retten til at være en fri kvinde. Og det stod hun ved, selvom hun blev både hånet og latterliggjort i flere af datidens aviser. En barsk baggrund at skrive på.

“Du søgte en blomst/ og fandt en frugt./ Du søgte en kilde/ og fandt et hav./ Du søgte en kvinde/ og fandt en sjæl –/ du er skuffet.”

Dette er et af Södergrans mange digte, der lige så godt kunne være skrevet i dag. Det poetiske greb er genialt enkelt – en pludselig, ja næsten uanseelig drejning i teksten fra glæde til skuffelse. En enkel sætning, der brat bryder med glæden og forventningen, og får os til at reflektere over kvindesyn og kvinden som individ. En genial poetisk kommentar til den strukturelle modstand, som generationer af kvinder har mødt på deres vej. Og som vi stadig møder.

Når jeg læser Södergran kommer jeg til at tænke på Birgitte Possings fremragende bog “Argumenter imod kvinder“, som ovenstående digt kontekstuelt ville passe perfekt i.

Södergran fik tuberkulose allerede som 15-årig, og havde mange smerter og dødsangst, og det ses i dette digt:

“Jeg så et træ som var større end alle andre/

og stod fuldt af utilgængelige kogler;/

jeg så en stor kirke med åbne døre/

og alle som kom ud var blege og stærke/

og rede til at dø;/

jeg så en kvinde som smilende og sminket/

kastede terninger om sin lykke/

og så at hun tabte.(…)”

Det er så smukt, og så trist, at det skriver tårerne frem i mine øjne.

Man kan undre sig over, hvorfor Södergran ikke er mere udbredt i Danmark. I Sverige er hun velfortjent kanoniseret, og som der står i værkets vidundelige efterskrift: “Når man besøger poesiafdelingen på Stadsbiblioteket (…) er det med stor sandsynlighed Södergran man møder først(…). Hendes digte udkommer i udgave efter udgave, og hendes ansigt findes på T-shirts og kaffekrus og bogstøtter”.

Jeg vil til Sverige. Nu.

Edith Södergran, Samlede digte, Turbine, 374 sider, nyoversat og gendigtet af Ursula Andkjær Olsen, udkom den 2. maj 2024.