Gæsteanmeldelse af Anna Skyggebjerg

Lærke er til møde i Pårørendegruppen. Der er termokander og plastickrus og Kleenex, Pickwickte med frugtsmag og mælkebrikker. Der er tre andre pårørende til psykisk syge – og så Sune, der leder gruppen og giver gode råd: Man skal tage sin egen iltmaske på først; ellers kan man ikke støtte sin syge pårørende. Man kan begrænse sine bekymringer til et bestemt tidsrum hver dag, for eksempel mellem kl. 17.20 og 17.45. Man kan skrive sine bekymringer ned på en lap papir og lægge den i en bekymringskrukke. Hvis man ikke kan tænke på andet end sin syge pårørende, kan man i stedet give sig til at tælle alle de hvide ting, man kan se omkring sig.

Jeg får lyst til at råbe til Sune, at han skal holde sin kæft, skal han, med alle de banale, gode råd. Men Lærke er klogere end det: Hun tier stille, men tager pauser på toilettet, selvom der lugter. Og så forelsker hun sig i øvrigt i Philip, en af de tre andre mødedeltagere. Så går tiden ligesom også med det.

Det er en vidunderligt tragikomisk start på Sophie Kallehauges debutroman om et seriøst tema: Hvordan det er at være datter, når ens far er bipolar. Gerda fra Pårørendegruppen ville skælde mig ud nu, ligesom hun skældte Lærke ud, for man ER ikke sin diagnose. Det hedder, at ens far HAR en bipolar lidelse. Det har Gerda faktisk ret i, men Lærkes far siger altså selv, at han ER bipolar. Og Lærke? Hun både HAR bekymringer og ER bekymret. Særligt, når det er forår, for det er den årstid, hvor faderen får sine manier. Så Lærke er i konstant alarmberedskab: Taler han ikke lidt hurtigt? Taler han ikke lidt meget om orange? Hvorfor tager han ikke telefonen? Så nej tak til forår: “Jeg vil bede om efterår, om vinter, mørke, bidkulde. Jeg vil bede om ro.”

Og nej tak til begejstring, for hendes fars begejstring gør Lærke nervøs for, om der er en manisk episode under opsejling: “Jeg har en dårlig vane med at tale fars begejstring ned. Begejstring før mig mistænksom.”

“Forårssind” skildrer på fineste vis, hvordan det er at være pårørende og opslugt af bekymring. Hvordan det påvirker relationen til den syge, men også alle andre relationer. Hvor gode chancer har for eksempel forholdet til Philip, hvis bror er syg: “Der vil altid være nogle andre, der er vigtigere for os, end hinanden. For Philip er det hans storebror. For mig er det min far.”

Romanen er også en meget nøgtern beskrivelse af, hvor syg, man bliver, når psykosen tager over. Så syg, at velmenende omsorg for Lærke selv, ikke rigtigt rækker: “Du er ikke ansvarlig for din far. Nej, i bund og grund er den, der er ansvarlig for far, vel far selv, men når han er syg, kan han ikke tage det ansvar, og hvem skal så tage det? Systemet? Psykiatrien? Hentede de ham ud af detentionen? Nej, vel.”

Men først og fremmest er “Forårssind” en meget smuk roman om kærligheden mellem far og datter. Den er skrevet i et nøgternt, næsten nøgent sprog, der fint afspejler det nøgterne blik på verden, som omstændighederne har påtvunget Lærke. Man kommer sådan til at holde af Lærke og hendes far, og man bliver så glad, når sygdommen og alt det nøgterne for en stund løsner grebet om dem, og de sammen kan nyde en havørn i augustsolen.

“Forårssind” er til dig, som kunne lide Anna Juuls “Superskurk” eller Vilma Sandnes Johanssons “Tænk ikke på mig.”

Sophie Kallehauge, Forårssind, Gyldendal, 242 sider, Marts 2024.