Superskurk er på en og samme tid et opråb, en blottelse, et kunstværk og en komedie, der er spækket med sproglige genistreger i en rytme og tempo der gør, at man sidder tilbage som læser og skriger på mere og samtidig får lyst til at skrige af systemet.

Med Superskurk sætter Anna Juul ikke kun sit eget offentlige ansigt på livet med psykisk sygdom. Hun tager os også ind bag diagnoserne og det føles som om, at vi får lov til at være inde i hendes hoved. I en Spoken Word skrivestil, en monolog, en talestrøm, som ikke bare er et debatindlæg i Politiken, er bogen mere end et budskab. Den er et indblik i en verden, hvor særligt tankerne om planlægningen af sin trediveårsfødselsdagsfest, viser den rå virkelighed som psykisk syg – for som Anna skriver, fylder hendes psykiske sygdom i en grad, at det ikke kun er noget, hun har.

Bogens handling kredser om planlægningen af en overdådig fest. Men bogen har ikke en handling man kan spoile. Alligevel læser man den som en page-turner, fordi man gerne vil læse hvilke geniale refleksioner der kommer.

Det er som om, at Anna bare åbner munden på skrift og så komme der geniale perspektiveringer ud helt let og ubevidst. Som en person uden psykisk diagnose er der noget ved Superskurk, som er så dragende, at jeg næsten føler, at jeg udnytter hende, fordi bogen er så underholdende. Men ligesom så meget andet kunst, er det ofte modgangen og smerten, der driver det frem og som Anna selv skriver, skal hun: ”Være lidt syg i hovedet for at skrive, men ikke så syg i hovedet at jeg ikke kan skrive”, hvilket måske er et af kunstens paradokser.

Selvom Anna beskriver en barsk virkelighed pga. sin sygdom, er det samtidig meget genkendelige tanker og udfordringer, Anna beskriver. På mange måder er Anna en whistleblower for nogle af de problemer, vi alle har med det samfund vi har opbygget og de krav det stiller til vores mentale helbred.

Udover at være et opråb, er Superskurk også en kærlighedserklæring til skriften. Den er hendes fælleskab og trøst, når samfundet ikke har ressourcerne til at være der, når hun føler sig alene og har brug for hjælp. “Skriften er et vidnesbyrd, et postkort fra en anden planet, som man ikke kan huske at man har besøgt.”

Der er noget interessant i at læse om bogens udgivelse og tilblivelse, som er flettet ind i teksten. Det giver et metalag og gør, at den føles meget aktuel. Og selvom det kunne give anledning til at stemple bogen som sløset, så er det med til at vise en ny stil af litteratur, der afspejler den digitale alder vi lever i og udfordrer idéen om, at bøger er noget, der tager år at skrive.

Med sætninger som ”Jeg har lidt lyst til at tabe mig, men jeg har også lidt lyst til at dø” og ”Jeg ved ikke hvor grænsen mellem forbruger og misbruger går” er Superskurk rå og ærlig. Med sætningen ”Tænk at man når man gør alt det rigtige, alligevel bare er forkert” bliver den universel. Og med kommentaren om at man kan ”betale sig til interesse i det offentlige” sætter bogen fokus på et system, der ikke lever op til den velfærd, vi pryder os med overfor omverden. Og selvom Anna Juul ikke er den første til at skrive et opråb om psykiatrien i Danmark, så besidder bogen en nerve og en råstyrke, netop på grund af skrivestilen, som giver mig håb om at, at vi kommer til at kigge tilbage på den, som en af de vigtigste bøger i 2023.

Anna Juul, Superskurk, Januar 2023, Lindhardt og Ringhof, 142 sider.