Gæsteanmeldelse af forfatter og litteraturformidler Daniel Boysen

De steder hvor jeg blev født er stærke debutdigte, der kredser om faderskab; at være søn af en far, at være far til en søn. Digtene veksler mellem det meget konkrete, erfaringer med jeg’ets barn, og det psykedeliske med jeg’ets far under en peyoterejse i Mexico. Her foretrækker jeg klart digtene om førstnævnte.

Noget af det fine ved samlingen er arbejdet med tvivl og spejlinger; ting der forandrer sig, et jeg der bliver væk eller erstattes med noget andet (jeg forvandler sig til far og er kun far). Det er også digte, der mere eller mindre tydeligt undersøger følgende spørgsmål: Er vi nogensinde klar til at blive forældre? Til at føle ansvar, både konkret og abstrakt?

Den skrøbelighed, der ramler ind i jeg’et, idet han bliver far, er rørende at læse. Der bliver sat ord på, at tilværelsen er blevet vendt op og ned som fx her: ”jeg føler jeg spejler dig / at det er dig der lærer / os livet / at kende” og ”jeg tør ikke engang / røre ved noget / af frygt / for at gå i stykker / i vores bløde / seng”. Og samtidig med at tilværelsen er blevet vendt op og ned, er manden, jeg’et, blevet et sårbart og sansende væsen, der netop har fået en omsorgsopgave, som ændrer alt. Det rammer digtene rigtig fint.

Gennem samlingen er der en kontrast i sproget. En sikkerhed i forhold til faren. En usikkerhed i forhold til sønnen. To voksne mænd der vil noget på peyote, og et andet sted, en anden tid, hvor et barn søger en ny verden og en voksen, der skal forstå alt på ny. Det er stærke digte, men jeg holder mest af digtene om at være blevet far. De kan mærkes på en anden måde, fordi jeg’et har noget på spil i sin inderste kerne.

August Bovin Boberg, De steder hvor jeg blev født, 64 sider, Februar 2024, Det aarhusianske forlag Herman & Frudit