”Det var en vidunderlig junimorgen. Solen skinnede, fuglene sang, ambulancerne hylede, og på den forgangne nats gerningssteder fik solens stråler blodet til at glimte som dug i et grønt paradis”. Sådan er anslaget i en af de tre historier, som Whitehead fortæller i ’Slyngelmanifestet’. Og det er et bragende stærkt billede fra en by i forfald.

Vi er i Harlem 1971. Den pulserende by er tæt på at gå bankerot. Ejendomme brændes ned, så ejeren kan score forsikringssummen. Politiet bekæmper kriminelle og borgerrettighedsforkæmpere, når de da ikke er optaget af en hurtig gevinst eller beskyttelsespenge, som ikke lader mafiaens opkrævninger meget tilbage. Og på hjørnerne står de prostituerede klar, overvåget af deres sorte alfonser iklædt det seneste modeskrig i pangfarver og bredt svaj i bukserne.

Midt i det hele er Ray Carney, vores hovedperson. Han driver en møbelforretning i kraftig ekspansion. I forretningens baglokale er der handlet med andet end møbler, når lokale kriminelle er kommet med tyvekoster, som de gerne vil have afsat for en hurtig hånd- eller spandfuld dollars. Men nu skal det være slut. Carver har forladt den kriminelle løbebane og ernærer sig udelukkende med det nyeste nye inden for boligindretning. Det holder dog kun til teenagedatteren May tigger og plager om hjælp til at skaffe koncertbilletter til datidens hotteste band, Jackson 5, i datidens hotteste venue – Madison Square Garden.

Farmand må på banen og aktiverer sit netværk. En bundkorrupt strisser lover at hjælpe, men han har helt andre planer, end Carney har drømt om. Det bliver intenst og dødsensfarligt. I en af de andre fortællinger følger vi et filmhold, der gerne vil bruge Carneys møbelforretning som kulisse, og også her tager handlingen en helt anden retning end forventet.

Colson Whitehead er en gudsbenådet fortæller. Hans bøger kan være rystende barske, som fx ’Drengene fra Nickel’ med den virkelig rå, og sandfærdige, skildring af forholdene på en kostskole, hvor flere elever dør. De kan væve historiske begivenheder og fantasi sammen som i ’Den underjordiske jernbane’ om sortes flugt fra slaveriet i det dybe Syden, og endelig kan de være humoristiske og brutale som i ’Harlem Shuffle’ og ’Slyngelmanifestet’. Det er læsning, man bliver klogere af, og så rives man konstant med ind i de fint skildrede miljøer, og dramatiske handlinger.

Colson Whitehead: Slyngelmanifestet. Politikens Forlag. 422 sider, oversat af Christian Lundager. Februar 2024