Marianne er vred. Og magtesløs. Mest magtesløs, faktisk. Hendes psykisk syge søn er indlagt – igen – og hendes kæreste er taget på kærestetur uden hende. Der er altså god grund til frustration, i den tredje i rækken af Guldagers serie om midaldrende, vrede kvinder.

Man skulle ellers tro, at Marianne godt ved hvordan man tackler såvel parforhold som det psykiatriske system. Hun opgav nemlig sin frisørsalon og efteruddannede sig i stedet til parterapeut, og nu hjælper hun andre par med at finde melodien igen. Det er dog som bekendt nemmere at tackle andres problemer end at tackle sine egne, og så hjælper det ikke spor at have en solid bagage af svigt fra tidligere kærester – og slet ikke at være en mor, der står på sidelinjen og ser sin søn være så utrolig dårlig.

Jeg hører, hvad du siger er mere vred end de første to bøger, og der er ikke meget af den humor der gav de andre et opkvikkende islæt. Det er hårdt at være pårørende til en sindslidende, og det bliver ikke lettere af, at det psykiatriske system hverken har tid, empati eller lytter efter, når Marianne forsøger at tale med det.

Det er der måske en grund til, at psykiatrien ikke vil, for Marianne er helt overbevist om at hendes søn bør trappes ud af medicinen og at psykiatrien bør behandle det underliggende problem, så hendes søn kan blive rask. Hvad det underliggende problem så end er – dén jagt indleder Marianne også, for har hun måske været en dårlig mor? – og det er slet ikke sikkert, at Marianne har ret. Men det gør hende ikke mindre magtesløs, for ingen tager sig tid til hende, ingen tager ansvar for hendes søn, og hvad stiller man op, når man er uddannet til at lytte, men ingen vil sige noget?

Jeg hører, hvad du siger er barsk, fordi Marianne er så desperat. Ligesom i de to første romaner – Birgithe med th og Endnu en dag i guds skaberværk – har vi at gøre med en kvinde, der har fået nok. Nok af et samfund, der aldrig rigtig gav plads til dem. Nok af en kultur, hvor de mest er i vejen og hvor al den idealisme de mødte op til livet med blev udnyttet og trampet på. Ingen af de tre hovedpersoner er uden skyld i, at livet blev lidt svært, og hos Marianne lader Katrine Marie Guldager os se det hele.

Alligevel er det magtesløsheden, sorgen og vreden, der står tilbage, for hvordan kan der være så lidt plads til en mor, der kæmper for sin syge søn?

Katrine Marie Guldager: Jeg hører, hvad du siger. 200 siger, Gyldendal. Udkom 5. januar 2024