// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Katrine Marie Guldager: Endnu en dag i guds skaberværk
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Katrine Marie Guldager: Endnu en dag i guds skaberværk

Skrevet af den 15. august 2023 – 07:29Ingen kommentarer

Det er ikke nemt at være Lotte. Først slår hendes kæreste gennem 14 år op med hende, og derefter bliver hun fyret. Og for at gøre tingene endnu værre ringer hendes voksne eks-bonusbarn en morgen, fordi eks-kæresten Michael ikke tager telefonen og ikke åbner døren.

Michael er nemlig død.

Så nu er Lotte lidt på herrens mark. Hun er en storrygende, ensom, arbejdsløs socialrådgiver, der ikke rigtig ved hvordan hun skal tackle verden og sin situation. Hun havde troet, at hun og Michael var ved at finde hinanden igen, men det håb rives altså brutalt over.

Og midt i sorgen og afmagten er hun rykket fra den ene side af sagsbehandlerbordet over på den anden, og i stedet for at være den, der hjælper udsatte borgere, skal hun nu selv gå på CV kurser og rette ind efter jobcentrets krav og anvisninger. Samtidig med at hun altså skal forlige sig med at Michael er død, og at politiet ikke helt virker til at tage efterforskningen af hans død alvorligt nok.

Egentlig havde Lotte kun to krav til livet. Hun vil gerne elskes, og hun vil gerne redde verden. Hvor svært kan det være?

Michael var løsningen på første krav og socialrådgiverjobbet var løsningen på det andet. Nu er det hele væk, og hvor efterlader det Lotte, der altid har haft svært ved at passe ind i de andres fællesskaber?
Endnu en dag i guds skabervæk er en fremragende lille roman. Guldager skriver med overskud og humor om alvorlige kriser i menneskers liv og eksistens.

I de seneste romaner i forfatterskabet udforsker hun utilpassede modne kvinders favntag med livet og samfundet, og det er samtidslitteratur til tiden. Små hverdagsblik af kvindeliv, men også samfundskritik og frustrationer over den verden, vi har skabt for os selv. Det handler om hvordan idealisme møder virkeligheden, men også om hvordan man finder kærlighed når man selv er lidt kantet – og om hvorfor det kan være svært at tage imod den.

Lotte er gal og utilpasset, men også rapkæftet og viljestærk. Hun er kort sagt et bekendtskab du gerne vil gøre, og hvis du ikke kan finde hende nede på stamværtshuset må du jo læse Endnu en dag i guds skaberværk.

Katrine Marie Guldager: Endnu en dag i guds skaberværk. 186 sider, Gyldendal. Udkommer 15. august 2023

Der er lukket for kommentarer.